aalborg handbold

Aalborg Håndbold præsenterer imponerende regnskab

Håndboldokt. 03 , 20:20
Regnskabet er gjort op for Aalborg Håndbolds seneste sæson.
Aalborg Håndbold kan for 14. år i træk præsentere et positivt resultat, da regnskabet for sæsonen 2024/25 viser et overskud på 290.000 kroner før skat.
Det er en bemærkelsesværdig bedrift, fordi sæsonen ikke var uden bump på vejen. Klubben måtte håndtere skader hos flere profiler og skift af træner i november sidste år.
Alligevel lykkedes det at hente Super Cup’en, Santander Cup og det danske mesterskab i sæsonen.
Bestyrelsesformand Mark Nielsen fremhæver, at det økonomiske resultat viser, at klubben er på en stabil kurs.
– Når vi på trods af alle disse hændelser fortsat kommer ud med overskud, er det virkelig en understregning af den langvarige, opadgående kurve vi har gang i, siger Mark Nielsen.
Et af de mest markante økonomiske tiltag i sæsonen var forårets investering i Sander Sagosen, der blev hentet i Kolstad.
Klubben måtte derfor balancere sportslige ambitioner med ekstraordinære udgifter for at sikre sig den norske stjernespiller.
Stærk opbakning og strategiske satsninger
Sparekassen Danmark Arena var udsolgt af sæsonkort, og Aalborg Håndbold fortsatte med at investere i faciliteterne for både spillere, fans og samarbejdspartnere.
Det brede engagement fra tilskuere, frivillige og sponsorer har ifølge Aalborg Håndbolds hjemmeside været med til at skabe et solidt fundament for den sportslige og økonomiske fremgang.
– Den flotte opbakning vi får fra omverdenen, om det så er vores mange dedikerede fans der følger os i ind- og udland, de hundredvis af frivillige hjælpere eller vores mange samarbejdspartnere, der ser en stadig større værdi i at være en del af Aalborg Håndbold, understreger for mig hvilket brand og hvilken klub der over en årrække er blevet opbygget via en stor indsats fra både spillere og administration, lyder det fra Mark Nielsen.
Samtidig har klubben styrket sin administration med nye ansættelser og indgået et femårigt samarbejde med Sparekassen Danmark.
Den aftale har fået selskab af en ny hovedpartner, den nordjyske virksomhed Complea, der også har tegnet en femårig kontrakt.
Ambitioner rækker ud over Danmarks grænser
På den sportslige front har Aalborg Håndbold sikret sig kontinuitet med langtidskontrakter til størstedelen af spillertruppen og en trænerduo bestående af Simon Dahl og Henrik Kronborg.
Aalborg vil fortsætte med at kæmpe om alle titler og på længere sigt nå målet om at vinde Champions League.
Mark Nielsen peger på, at det kræver vedvarende udvikling at fastholde den position klubben har opnået i Danmark, og at det stadig er nødvendigt at mindske det økonomiske efterslæb til de største europæiske konkurrenter.
Aalborg Håndbold er aktuelt på førstepladsen i Bambuni Herreligaen med fem sejre i fem kampe.
I Machineseeker EHF Champions League er det blevet til to sejre i tre opgør, hvilket rækker til en foreløbig andenplads i puljen.
Onsdag aften sikrede holdet sig desuden en plads i kvartfinalerne i pokalturneringen med en sejr over KIF Kolding.
Klubben tager søndag aften hul på sjette spillerunde i Bambuni Herreligaen med en udekamp mod Sønderjyske Herrehåndbold.
Mest læste

Mest læste

Loading