Thomas Arnoldsen fra
Aalborg Håndbold kan være på vej til en af Bundesligaens storklubber, hvis rygterne fra Tyskland holder stik.
Den danske landsholdsspiller Thomas Arnoldsen er ifølge flere tyske medier i forhandlinger med Bundesliga-klubben
Füchse Berlin.
Et muligt skifte til sommer vil være opsigtsvækkende, ikke mindst fordi Arnoldsen har kontrakt med Aalborg Håndbold helt frem til 2028.
Rygterne kommer i kølvandet på, at Berlins nuværende venstre back, Lasse Andersson, efter sigende forlader klubben efter denne sæson.
Andersson rygtes til danske HØJ, og det efterlader et hul, som Berlin skal have lukket.
Flere navne i spil
Ifølge Rygtebørs og RThandball har Füchse Berlin både Simon Pytlick fra SG Flensburg-Handewitt og Thomas Arnoldsen på blokken som mulige afløsere.
Men med Pytlick under kontrakt i Flensburg vurderes det som vanskeligt at købe ham fri.
Det kan åbne døren for Arnoldsen i Aalborg.
Arnoldsen, der fyldte 23 år tidligere i år, har siden skiftet til Aalborg i 2023 markeret sig som en profil i både klubbens og landsholdets bagkæde.
Arnoldsen fik sin håndboldmæssige opvækst i Skanderborg og Skanderborg-AGF inden han i 2022 skrev under på en kontrakt med Aalborg Håndbold gældende fra sommeren 2023.
Han er højrehåndet og spiller oftest som venstre back og var i sin første sæson i Aalborg Håndbold klubbens topscorer med 128 mål i 26 kampe.
Høj pris kan blive en udfordring
Aalborg Håndbold har ingen interesse i at skille sig af med Arnoldsen, og eftersom han har lang kontrakt, vil et skifte kræve en betydelig transfersum.
Det er uvist, om Berlin er villige til at betale den pris, eller om klubben i sidste ende vælger at gå i en helt tredje retning.
Indtil videre er intet bekræftet fra officiel side, men interessen i Tyskland vidner om, at Thomas Arnoldsen er en spiller, som de europæiske storklubber holder skarpt øje med fremadrettet.