Bojana Popovic

Danmarks nye assistenttræner Bojana Popovic er blevet fyret

Håndboldsep. 24 , 11:45
Bojana Popović er færdig som cheftræner i Budućnost efter fem år med begrænsede resultater, men hun fortsætter sin rolle som assisterende landstræner i Danmark.
En af håndboldens helt store navne, Bojana Popović, er blevet fyret som træner i Budućnost.
Klubben oplyser på sin hjemmeside, at samarbejdet afsluttes efter fem sæsoner, hvor resultaterne langt fra har matchet den succes, hun oplevede som spiller.
Som aktiv var Popović et ikon i dansk og international håndbold.
Hun vandt Champions League hele fem gange og blev som spiller i Slagelse og Viborg, betragtet som en af sportens mest frygtede venstrebacks.
I Budućnost var hun en central spiller, da klubben skrev sig ind blandt de største i Europa.
Mindre succes som træner
Siden november 2020 har Popović stået i spidsen for Budućnost, men uden samme succes som i sin aktive karriere.
Med et væsentligt lavere budget end i klubbens storhedstid har det været svært at konkurrere i Champions League.
Tre gange i løbet af hendes fem sæsoner er holdet slet ikke nået videre til knockoutfasen.
På 71 kampe med Popović på bænken er det blot blevet til 16 sejre, seks uafgjorte og 49 nederlag.
Det giver en samlet pointprocent på 26,76 og det var altså ikke nok til, at legenden kunne bevare sit job i klubben.
Størst succes med landsholdet
Popović’ mest markante resultat som træner kom i rollen som landstræner for Montenegro.
Ved EM i 2022 i Ljubljana sikrede hun holdet en bronzemedalje, som fortsat står som hendes største bedrift på sidelinjen.
Efter fem år i Podgorica er hendes tid i Budućnost nu forbi.
Popović’ eftermæle i håndboldverdenen vil først og fremmest være defineret af hendes præstationer som spiller, men hun fortsætter sin trænerkarriere i en anden rolle.
Fremover kan hun nu koncentrere sig fuldt ud om jobbet som assisterende landstræner for Danmark og Helle Thomsen.
Mest læste

Loading