Den erfarne håndboldleder nægter sig skyldig og er løsladt under efterforskningen.
Predrag Bošković fra Montenegro er vicepræsident i Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) og anses som en af håndboldsportens mest indflydelsesrige ledere, men han er nu blevet anholdt i hovedstaden Podgorica.
Ifølge de montenegrinske myndigheder mistænkes den 53-årige Bošković for at have været med i en kriminel organisation, der skal have arbejdet målrettet mod politiske modstandere i Montenegro.
Bošković blev tilbageholdt i lufthavnen i Podgorica og afhørt af den særlige statsanklager.
Han sad varetægtsfængslet i 72 timer, inden en dommer besluttede, at han kunne løslades mod at være underlagt overvågning og pligt til at møde regelmæssigt op hos myndighederne.
Hans forsvarer Mihailo Volkov oplyser, at Bošković har afgivet en kort forklaring og afviser alle anklager.
Bošković har været vicepræsident i
EHF siden 2012 og sidder desuden i forbundets eksekutivkomité sammen med blandt andre danske Henrik La Cour.
Samtidig er han rådsmedlem i Det Internationale Håndboldforbund (IHF), hvor også tidligere DHF-formand Per Bertelsen har sæde.
Politisk karriere og kontroversielle forbindelser
Foruden sine poster i håndbolden har Predrag Bošković gennem to årtier haft centrale roller i montenegrinsk politik, herunder som økonomi-, uddannelses- og forsvarsminister.
Han er stadig medlem af hovedbestyrelsen i Det Demokratiske Socialistparti (DPS).
Efterforskningen er knyttet til den montenegrinske forretningsmand Aleksandar Mijajlović, der allerede er anholdt.
Ifølge montenegrinske medier skal Mijajlović have opbygget et netværk, som gennem medier og sociale platforme forsøgte at skade politiske modstandere og påvirke vælgerne.
I sagen indgår desuden tidligere højtstående politifolk og en statsanklager.
Montenegrinske Alsat.mk skriver, at Boškovićs anholdelse også skaber uro forud for IHF-kongressen i Cairo om ti uger, hvor et vigtigt præsidentvalg skal afgøres.
Flere iagttagere vurderer, at sagen kan få betydning for magtbalancen i håndboldens internationale ledelse.
EHF selv har i en kort udtalelse skrevet, at man ikke har kendskab til nogen forbindelse mellem anklagerne og Boškovićs arbejde i forbundet.
Organisationen understreger, at sagen er et nationalt anliggende, og at de anser ham for at være uskyldig, indtil der foreligger konkrete beviser
Boškovićs advokat fastholder, at der ikke er grundlag for fængsling, og at dommerens beslutning om at løslade ham bekræfter dette.
- Min klient har forklaret sig fyldestgørende og afviser alle anklager, sagde Volkov efter retsmødet.