Aalborg Håndbold går ind til den nye sæson med en klar ambition.
Aalborg Håndbold har store forventninger til den kommende sæson, og det er ikke blot i Danmark, at klubben vil sætte sit præg.
Administrerende direktør
Jan Larsen fastslår eksklusivt overfor sport.dk, at målet er at vinde samtlige fire titler i spil, herunder den mest prestigefulde af dem alle: Champions League.
- Der er fire titler at kæmpe om. Sidste år vandt vi tre af dem, så ambitionen i år er helt klart at vinde alle fire.
- Konkurrencen i dansk og international håndbold er stor, men vi håber og tror virkelig på, at vi kan vinde det hele, og det gælder også Champions League, siger Jan Larsen til os på sport.dk.
Sidste år kunne Aalborg Håndbold løfte de tre trofæer, som der kæmpes om i dansk håndbold: DM, Pokalen og Super Cup.
Ambitionen om at vinde det sidste trofæ kommer efter en sæson, hvor Aalborg blev elimineret i Champions League-kvartfinalen mod Füchse Berlin.
Nordjyderne havde ellers fået en fremragende start i den første kamp, hvor de gik hårdt til Mathias Gidsel og bragte sig foran med seks mål, men tyskerne vendte opgøret og vandt til sidst klart med 37-29.
Nordjyderne formåede ikke at vende det dårlige udgangspunkt, da returopgøret blev spillet i Aalborg.
Her endte det med, at Mathias Gidsel og co. fik sendt Aalborg ud af Champions League med endnu et nederlag på 36-40.
En ny sæson med forstærkninger
Siden nederlaget har Aalborg arbejdet på at styrke truppen yderligere.
Blandt de nye profiler er Juri Knorr, som kommer fra tyske Rhein-Neckar Löwen.
- Han er en mand i sin bedste alder, og har gjort det virkelig godt i Rhein Neckar. Så jeg forventer også, at når han er blevet spillet ind på holdet, at vi kan få enorm gavn af det overblik han har, siger Jan Larsen til os på sport.dk.
Derudover fremhæver direktøren det store potentiale i Patrick Anderson, som tiltrækker sig opmærksomhed som et ungt talent med erfaring fra det norske landshold.
Samtidig er Alexander Blonz på vej tilbage fra en skade og en blodprop. Selvom han først ventes klar sidst på efteråret, er han tænkt ind i klubbens planer på den længere bane.
- Vi har skrevet under med ham i 3 år, så han skal selvfølgelig også bruge den tid, det tager at komme godt tilbage, siger Jan Larsen.
Et hold med bredde og potentiale
Selv med store ambitioner anerkender Jan Larsen, at det ikke er givet, at vejen til succes er let.
- På papiret ser det rigtig godt ud, men det kommer jo også an på, hvordan trænerteamet får brugt de ressourcer, vi nu har.
- Sidste sæson havde vi måske lidt flere spillere, som skulle udfylde nogle bestemte roller, hvor vi i år har en stor flok af spillere, som gerne vil spille hele tiden og i alle facetter, siger han.
Direktøren understreger dog, at truppen i denne sæson fremstår stærkt, og at potentialet er enormt.
Derfor er ambitionen om at vinde Champions League ikke blot et drømmesyn, men et erklæret mål for den nordjyske klub.