Aalborg-direktør bekræfter overfor os på Sport.dk, at
Thomas Arnoldsen er klar til sit comeback.
Thomas Arnoldsen er tilbage på træningsbanen for
Aalborg Håndbold efter en længere pause, og direktør
Jan Larsen bekræfter overfor sport.dk, at forventningen er, at han er tilbage for fuld skrue.
Arnoldsen tilbage efter længere sygdomsforløb
Aalborg Håndbold har genoptaget træningen frem mod den nye sæson, og blandt de spillere, der igen træner med, er Thomas Arnoldsen.
Den unge playmaker har været væk fra banen siden foråret på grund af et sygdomsforløb, der omfattede stresssymptomer og en efterfølgende ADHD-diagnose.
Men nu melder direktør Jan Larsen, at Arnoldsen er med igen og forventes klar til sæsonstart.
- Han er med igen. Vi håber på, at det går godt. Så ja, han er med og det er jo et godt tegn. Vi håber og tror på, at det også fortsætter. Vi forventer, at han er med fra sæsonstart på lige fod med de andre spillere, siger Jan Larsen til os på sport.dk.
Arnoldsen kom til Aalborg i sommeren 2023 og blev kort efter sygemeldt med fysisk og mental træthed.
Han gennemgik et behandlingsforløb, hvor han blandt andet fik stillet diagnosen ADHD og indledte medicinsk behandling.
Klubben og Arnoldsen har sideløbende arbejdet tæt sammen med lægefaglige eksperter og en præstationspsykologisk konsulent for at sikre bedst mulig støtte undervejs i processen.
Selvom Arnoldsen siden første sygemelding har præsteret flot for den nordjyske klub, vendte symptomerne tilbage i 2025.
Den danske landsholdsspiller måtte derfor endnu engang sygemeldes på ubestemt tid op mod slutspillet i foråret 2025.
Men da Aalborg Håndbold mødte ind til første arbejdsdag for den kommende sæson, var det altså med en tilbagevendt Thomas Arnoldsen. Det kan du se i videoen herunder:
Stærk betydning for holdet
Den sportslige betydning af Arnoldsen er ifølge direktøren ikke til at tage fejl af.
- Det har en stor betydning. Thomas er en fantastisk håndboldspiller, ja faktisk en af de allerbedste. Det er klart, det er et ekstra våben, vi har fået tilbage, siger Jan Larsen til sport.dk.
Han oplyser, at Arnoldsen deltager i preseason på lige fod med de andre spillere, og at man i samarbejde med spilleren selv har truffet beslutninger omkring hans tilbagevenden.
- Vi gør det, vi synes er det rigtige i samarbejde med Thomas, og det går heldigvis godt lige nu, så det håber vi på fortsætter, forklarer han.
Arnoldsens tilstedeværelse på træningsbanen markerer derfor en vigtig milepæl i hans tilbagevenden efter det længere sygdomsforløb.
Klubben har tidligere udtalt, at man ikke ville spekulere i et konkret comeback-tidspunkt, men nu er meldingen, at han er klar til at bidrage igen fra sæsonstart.