emil jakobsen

Emil Jakobsen udgik med skade: Nu giver Flensburg opdatering

Håndboldnov. 25 , 13:20
Den danske landsholdsfløj Emil Jakobsen måtte fredag aften udgå med en skade under Flensburg-Handewitts opgør mod MT Melsungen i den tyske Bundesliga.
Hændelsen skete i kampens 49. minut efter en duel med landsmanden Nikolaj Enderleit.
Jakobsen landede uheldigt på sin skulder og forlod banen med tydelige smerter.
Episoden vakte bekymring i den nordtyske klub, som i forvejen er præget af flere skader i truppen. Cheftræner Aleš Pajovič udtalte efter kampen:
- Jeg håber virkelig, at alt er okay med Emil, fordi denne skade gør ondt, sagde han til det tyske medie Handball World.
Flensburg-Handewitt var på dette tidspunkt foran i kampen og endte med at vinde med cifrene 35-32. Trods skaden deltog Jakobsen i jubelscenerne efter kampen sammen med sine holdkammerater.
Slipper med skrækken
Mandag kunne Flensburg-Handewitt så give en opdatering på Instagram, hvor det blev meldt ud, at Jakobsen ikke har pådraget sig en alvorlig skade.
- Men for at sikre, at han er klar til at spille i Bundesligaen, vil han dog blive sparet i den kommende EHF-kamp i Frankrig, skriver klubben.
Det betyder, at Jakobsen ikke deltager i tirsdagens opgør mod franske St. Raphael. Klubben ligger i øjeblikket på andenpladsen i Bundesligaen.
27-årige Emil Jakobsen har været i god form i denne sæson med 75 mål i 13 ligakampe, hvilket gør ham til topscorer for Flensburg-Handewitt og placeret som nummer otte på den samlede topscorerliste i ligaen.
Tidligere på efteråret rundede han 1000 mål for Flensburg-Handewitt.
Han følger dermed i fodsporene på en række danske fløjspillere, der har sat sig store spor i klubben.
Lasse Svan scorede 2241 mål, Anders Eggert 2531 mål, og Lars Christiansen topper listen med 3996 mål.
Skadesfrit fortsat er Jakobsen udset som en af de centrale spillere i det danske landshold, der i januar og februar deltager i EM-slutrunden.
Landstræner Nikolaj Jacobsen kan derfor glæde sig over, at fløjspilleren ikke ser ud til at være i fare for at misse turneringen.
Mest læste

Loading