Den danske målmand
Emil Nielsen er for alvor ved at cementere sig som en af verdens mest formstærke sidste skanser.
Efter en imponerende sæson i FC Barcelona-trøjen er han nu udtaget til sæsonens All Star-hold i den spanske topdivision, Liga Plenitude – og nævnes samtidig som en af de mest oplagte kandidater til ligaens prestigefyldte MVP-titel.
Den 27-årige landsholdsmålmand har fået massiv opbakning fra både fans, medier og klubber i den netop afsluttede afstemning, hvor hele 30 procent af stemmerne nævnte Emil Nielsen som deres foretrukne målmand.
Det taler sit tydelige sprog om, hvor markant et aftryk han har sat i den spanske liga i 2024/2025-sæsonen.
Cheftrænere, anfører og direktører bestemmer MVP-prisen
MVP-prisen, der kåres ved den officielle Asobal-galla i Madrid den 2. juni, uddeles på baggrund af stemmer fra hver klubs ledelse, cheftræner og anfører i en proces der netop er gået i gang.
At Emil Nielsen nu for alvor er i spil til titlen som ligaens mest værdifulde spiller, understreger hans status som en nøglefigur i FC Barcelonas fortsatte dominans, men også som en profil med respekt langt ud over klubbens egne rækker.
All Star-holdet rummer i år ikke den samme gennemgående dominans fra FC Barcelona, som man tidligere har set.
Kun to spillere fra den catalanske storklub er repræsenteret.
Det er Emil Nielsen og den franske højre back Dika Mem.
Mange hold repræsenteret
Resten af holdet vidner om en liga i udvikling, hvor flere klubber byder sig til med profiler på højeste niveau.
Emil Nielsens rivaler CB Granollers har hele tre spillere med i stregspiller Victor Romero, venstre back Antonio García og forsvarsspecialisten Oriol Rey.
Af andre bemærkelsesværdige navne kan nævnes Pau Guitart fra Tubos Aranda Villa de Aranda, der er kåret som sæsonens største ungdomstalent, samt Ángel Fernández, den rutinerede venstre fløj fra Bathco BM Torrelavega.
Trænerposten i All Star-regi gik til Javi Márquez fra Tubos Aranda – endnu en indikator på den voksende konkurrence i den spanske liga.
Men på trods af variationen i årets udvalgte, er der ingen tvivl om, at Emil Nielsen er én af de helt store stjerner i ligaen.