gettyimages 2156208400

Foran 5000 fans: Mikkel Hansen modtager overraskende besked fra konen

Håndboldmar. 16 , 11:40

Kæmpe håndboldnavne stod i kø for at hylde tre danske legender. Men det var én besked, der skabte en helt særlig stemning i hallen.

Pludselig blev lyset slukket i hallen. Stemningen var intens, men ikke på grund af en spændende håndboldkamp. De 5000 tilskuere i Kolding var samlet til en ganske særlig anledning: en hyldest til tre af dansk håndbolds største profiler nogensinde.

Efter Danmarks opgør mod Frankrig i EHF Euro Cuppen var det tid til at sige farvel til Mikkel Hansen, Niklas Landin og Henrik Møllgaard – tre spillere, der i årevis har præget landsholdet og været med til at skrive dansk sportshistorie.

Mens publikum klappede og råbte deres navne, tonede flere kendte ansigter frem på storskærmen.

Tidligere landsholdsspillere, sportskoryfæer og danske skuespillere sendte ifølge Ekstra Bladet deres hilsner til de tre håndboldikoner.

Men det var én besked i særdeleshed, der fik hallen til at summe af følelser.

En særlig besked fra familien

Midt i hyldesten dukkede en velkendt person op på skærmen.

Mikkel Hansens kone, Stephanie Gundelach, ville, sammen med parrets to sønner, Eddie Max og Vince, overraske den danske håndboldlegende.

"Hej skat. Vi vil fortælle dig, at vi er så stolte af dig og alt, hvad du har opnået gennem din lange og flotte karriere. Vi er også rigtig glade for, at du er kommet hjem igen og kan være sammen med dine dejlige drenge hver evig eneste dag," lød det fra Stephanie Gundelach.

Mens Mikkel Hansen stod på banen og lyttede til sin kones ord, kunne man tydeligt se, at han var rørt.

Familien har gennem årene været et fast holdepunkt for ham, og nu, hvor håndboldskoene er lagt på hylden, venter et nyt kapitel – denne gang med mere tid til familien.

Schmeichel og Karabatic hylder legenderne

Det var ikke kun Mikkel Hansen, der blev fejret denne aften.

Også Niklas Landin og Henrik Møllgaard fik nogle store ord med på vejen.

Tidligere målmand Peter Schmeichel var blandt dem, der havde en besked til de tre håndboldstjerner:

"Tillykke med jeres fantastiske karrierer. Tusind tak for alle de mange oplevelser, som I har givet mig som håndboldfan."

Også den franske håndboldlegende Nikola Karabatic takkede sine tidligere rivaler:

"Jeg vil lykønske jer med jeres karrierer. Det var fantastisk at spille mod jer. I er blandt de allerbedste."

Der blev givet store ord fra både danske og internationale profiler denne aften, hvor tre af de største i dansk håndbold sagde farvel.

For Mikkel Hansen var det en særlig aften, ikke kun fordi han blev hyldet af en hel håndboldverden, men fordi den vigtigste besked kom fra dem, der betyder allermest for ham: Hans familie.

Mest læste