MT Melsungen har pludselig sagt farvel til sin sportschef Michael Allendorf, og nu peger flere tyske medier på den tidligere Berlin-profil
Stefan Kretzschmar som en mulig afløser.
MT Melsungen skabte stor overraskelse i den tyske håndboldverden, da klubben uden varsel meddelte, at sportschef Michael Allendorf stopper med øjeblikkelig virkning.
Årsagen til bruddet er fortsat ukendt, og klubben har endnu ikke givet yderligere forklaring.
Med Allendorfs afgang står Melsungen pludselig uden sportslig leder midt i sæsonen, og spørgsmålet er nu, hvem der skal overtage rollen.
Ifølge det tyske medie Handball-World bliver der internt og eksternt peget på flere navne.
Nogle af disse navne med tæt tilknytning til klubben, andre med erfaring fra den absolutte top.
Kretzschmar nævnt som mulig kandidat
Et af de mest markante navne er Stefan Kretzschmar, tidligere verdensklassespiller og senest en central skikkelse i
Füchse Berlin.
Kretzschmar, der i dag arbejder som ekspert hos tv-stationen Dyn, står uden fast job og kunne ifølge Handball-World tilføre Melsungen både opmærksomhed og sportslig tyngde.
Hvorvidt den 52-årige vil forlade Berlin for en rolle i Nordhessen, er dog uvist.
Blandt de interne kandidater nævnes Finn Lemke, som i øjeblikket fungerer som assistenttræner for førsteholdet.
Lemke har stor respekt i klubben og en fortid som landsholdsanfører, men mangler erfaring med ledelsesarbejde på direktionsniveau.
Også Tobias Reichmann, tidligere landsholdsspiller og nu ungdomstræner i regionen, fremhæves som et muligt navn.
Reichmann bor i området og har en stor international karriere bag sig, blandt andet med Champions League-titel og flere nationale mesterskaber.
Flere scenarier i spil
Et mere utraditionelt scenarie er, at cheftræner Roberto Garcia Parrondo overtager det sportslige ansvar midlertidigt.
Det er en model inspireret af Füchse Berlin, hvor danske Nicolej Krickau netop har kombineret rollerne som træner og sportschef.
MT Melsungen har endnu ikke kommenteret sagen yderligere, og klubbens næste skridt forventes at blive afgjort i løbet af de kommende uger.
Indtil da står klubben tilbage uden en sportschef.