Fejltagelsen i forbindelse med sidste års Champions League-tilmelding har kastet
DanskHåndbold ud i stormvejr.
Forbundet har erkendt, at det var en administrativ fejl, der førte til, at Odense Håndbold blev tildelt muligheden for at deltage i kvindernes Champions League i stedet for
Ikast Håndbold.
En fejl, som har fået alvorlige konsekvenser for den midtjyske klub – både sportsligt og økonomisk.
Ikast Håndbold har derfor fremsat et krav om økonomisk kompensation.
Klubben vurderer, at den manglende adgang til Champions League har kostet væsentlige indtægter og sportslig eksponering, da man i stedet måtte tage til takke med deltagelse i European League. En turnering med betydeligt lavere prestige og økonomisk potentiale.
Forbundet fastholder tavshed og henviser til fremtidig dialog
TV 2 Sport har forsøgt at få DanskHåndbold til at forholde sig til det konkrete kompensationskrav, men forbundet har afvist at kommentere yderligere på sagen.
I et skriftligt svar udtaler direktør Heino Knudsen:
– Vi har ikke på nuværende tidspunkt nogen kommentar til Ikast’ melding. Det er uden tvivl en alvorlig fejl, der er sket i processen omkring ansøgning til den europæiske turnering efter sidste sæson, men vi ønsker ikke at tage den dialog gennem medierne.
Samtidig oplyser Knudsen, at DanskHåndbold har igangsat en intern evaluering af sine procedurer.
Målet er at undgå lignende fejl i fremtiden og sikre bedre gennemsigtighed i kommunikationen med de danske eliteklubber.
– Vi har nu igangsat en grundig gennemgang af vores arbejdsgange for at sikre, at noget tilsvarende ikke kan ske igen. Samtidig ønsker vi at skabe plads til en konstruktiv dialog med vores eliteklubber, så vi fra alle sider kan undgå misforståelser om de regler, som DanskHåndbold og klubberne har besluttet i fællesskab, lyder det fra Knudsen.
Fremtiden afhænger af EHF’s vurdering
Ikast Håndbold og DanskHåndbold har ifølge klubdirektør
Daniel Grønhøj aftalt at mødes snarest for at drøfte sagen.
Han har i tidligere udtalelser betegnet situationen som en skandale og peget på, at forbundets fejl har haft reel sportslig betydning.
Til næste sæson har Danmark fortsat to sikre pladser i Champions League til Odense og Team Esbjerg.
Ikast, som sluttede på tredjepladsen i grundspillet, får mulighed for at ansøge det europæiske håndboldforbund (EHF) om en opgradering af sin European League-plads til en Champions League-plads.
Det bliver således op til EHF at afgøre, om Ikast får muligheden for at rette op på den forpassede chance fra sidste år.