Flensburg vil ikke slippe deres anfører billigt, hvis han skal væk før tid. Nu afhænger alt af, om Melsungen er villige til at investere i en hurtigere transfer.
Johannes Golla, anføreren for SG Flensburg-Handewitt og en af Bundesligaens stærkeste stregspillere, har allerede sin fremtid på plads. Fra sommeren 2026 bliver han en del af MT Melsungen, der i øjeblikket fører den tyske Bundeliga.
Nu kan et tidligere skifte komme på tale, hvis de to klubber kan nå til enighed om prisen.
Siden 2018 har Golla været en bærende kraft i Flensburg, hvor han har udviklet sig til en af de bedste på sin position.
Selv om klubben utvivlsomt er ked af at miste sin anfører, er de ifølge tyske medier åbne for at lade ham gå allerede til sommer.
Ifølge Hbold.dk kræver SG Flensburg-Handewitt intet mindre end 6,7 millioner kroner for at lade Golla skifte et år før tid.
I håndboldverdenen er det et ekstremt højt beløb for en spiller, der alligevel kan skifte gratis næste sommer.
MT Melsungen har ikke officielt afvist et tidligt skifte, men klubbens sportsdirektør Michael Allendorf har gjort det klart, at de ikke vil betale urimelige summer for nogen spiller.
"Vi kommenterer som udgangspunkt ikke spekulationer om overgangsbeløb. Men hvad jeg kan sige er, at der er sket meget i MT Melsungen. Vi betaler ikke urimelige summer – uanset hvilken spiller det drejer sig om," udtaler Allendorf til tyske medier.
Spørgsmålet er nu, om Flensburg er villige til at forhandle prisen ned, eller om Golla først trækker Melsungen-trøjen over hovedet i 2026.
MT Melsungen er i øjeblikket med i kampen om en billet til Champions League, og her ville en spiller som Golla kunne gøre en stor forskel.
Den 26-årige tysker er ikke bare en defensiv nøglespiller, men også en vigtig leder på banen.
Hvis Melsungen vurderer, at Golla kan give dem den nødvendige kvalitet til at komme langt i Europas fineste klubturnering, kan klubben være villig til at forhandle med Flensburg.
Lige nu virker det dog usandsynligt, at Melsungen vil betale den fulde pris, så forhandlingerne vil formentlig fortsætte i de kommende måneder.