Landstræner
Nikolaj Jacobsen må formentlig undvære en af sine stærkeste offensive profiler til EM – og det får konsekvenser for de taktiske planer.
Det danske herrelandshold i håndbold ser ud til at skulle undvære en vigtig brik ved EM-slutrunden i januar 2026.
Emil Madsen, der spiller højre back, ventes nemlig ikke at blive klar til at spille mere i 2025, og dermed hænger EM-deltagelsen i en tynd tråd.
Det fortæller landstræner Nikolaj Jacobsen til TV 2 Sport.
- Jeg regner ikke med at have Emil til rådighed, lyder det kort og kontant fra Jacobsen, der allerede nu begynder at tænke i alternativer til den store back.
Taktiske overvejelser ændres
Skaden til Madsen ændrer de offensive planer, som landsholdsstaben havde forberedt frem mod EM.
Især muligheden for at spille med to venstrehåndede bagspillere samtidig, en variant, der i forvejen ikke er udbredt, ser nu ud til at blive svækket.
- Emil er jo vanvittig dygtig, og nu med Hoxers tilbagekomst havde vi gået med nogle planer om, at vi kunne spille med to venstrehænder på banen samtidigt, forklarer Jacobsen til TV2 Sport og tilføjer:
- Det kan man stadig med Mathias (Gidsel, red.) og Mads (Hoxer, red.), men det begrænser det jo lidt, at vi ikke har Emils kvaliteter. Han har jo nogle åbenlyse kvaliteter i angrebsspillet, som vi også gerne ville have haft til EM.
Madsens fravær giver ekstra pres
Emil Madsen har især markeret sig med sit stærke skud, sit overblik og sin evne til at bryde modstanderens forsvar.
Hans fravær lægger derfor et ekstra pres på spillere som Mathias Gidsel, Mads Hoxer og de øvrige bagspillere, der nu skal løfte endnu mere ansvar.
Det endelige EM-hold udtages først senere, men meldingen fra landstræneren tyder på, at man allerede nu forbereder sig på at stille op uden Emil Madsen.