Nikolaj Jacobsen

Nicolaj Jacobsen får nyt job

Håndboldmaj 19 , 22:02
En markant profil bevæger sig ind på nyt terræn. Med sig tager han sin velkendte tilgang til ledelse og en fortælling, som flere måske har brug for lige nu.
Nicolaj Jacobsen er bedst kendt som arkitekten bag det danske herrelandsholds enorme succes på håndboldbanen, men nu skal han bruge sine kvaliteter på et helt andet felt.
Den 53-årige landstræner har nemlig landet et opsigtsvækkende samarbejde med bilproducenten Kia, hvor han både bliver brandambassadør og frontfigur for en ny landsdækkende kampagne.
I første omgang kan elitehåndbold og koreanske elbiler virke som en overraskende kobling, men Kia har ikke valgt Jacobsen på grund af hans trofæskab.
I stedet handler det om mennesket bag titlerne. Kampagnen fokuserer nemlig ikke på sejren, men på vejen dertil. Det slid, de uperfekte øjeblikke og den ærlighed, som Jacobsen selv bygger sin ledelsesstil på.
Ifølge Mediet Markedsføring har Kia længe arbejdet på at forvandle sit image fra “fornuftig bil” til et brand, der signalerer design, elektrisk innovation og værdibåret storytelling.
Her passer Jacobsen ind som fod i hose. Ikke som sportshelt, men som et menneske, der tør sige tingene, som de er.

Vil ikke pynte på virkeligheden

Den nye kampagne kommer til at rulle ud i løbet af sommeren 2025, både digitalt, på sociale medier og gennem forskellige partnere.
Den bygger ikke på glansbilleder eller perfekte øjeblikke, men på ideen om, at der bag enhver succes ligger timer, dage og måneder af hårdt og ofte usynligt arbejde.
Jacobsen lægger ikke skjul på, at han har sagt ja, fordi han kan stå inde for budskabet:
- Jeg siger tingene, som de er. Ærlighed, rummelighed og nærvær er det, jeg bygger min ledelsesstil på, udtaler han i en pressemeddelelse.
Det er netop den tilgang, Kia vil fremhæve i deres branding. Rejsen er mindst lige så vigtig som målet.
Adskillige undersøgelser peger desuden på, at mange unge i Danmark føler sig utilstrækkelige, når de spejler sig i de uopnåelige billeder, der ofte præsenteres i diverse reklamer.
Kampagnen er udtænkt som et modsvar til disse billeder.
Kia ønsker ikke længere blot at være bilen, man vælger for et godt køb. Den skal være symbolet på en livsrejse, hvor man tør stå at ved både sine succeser og sine fiaskoer. I den fortælling passer Jacobsen ind som en naturlig stemme.
Mest læste