Sarah Iversen taler ud om "sort periode"

For Sarah Iversen brød verden sammen en decemberaften i 2024, da hun vred sig i smerte på banen under EM. Korsbåndet var røget sig en tur.

Hjemme i Danmark lå hun på sofaen og forsøgte at finde fodfæste i en hverdag, hvor alt pludselig var sat på pause. Det føltes uretfærdigt, og håbet syntes langt væk.

Men så skete der noget, der vendte alt på hovedet, for blot to uger efter skaden havde hun en positiv graviditetstest i hånden.

- Jeg blev chokeret, helt vildt glad og lige pludselig meget bekymret.

Graviditeten var uventet, men i stedet for at drukne i skuffelse over den ødelagte sæson, fandt hun en ny form for mening:

- Det er nok det, der lidt redder mig, inden jeg lukker mig helt ned og får en dyb depression. Jeg var et sort sted, fortæller hun i podcasten Af Banen.

Glæden over graviditeten blev imidlertid hurtigt afløst af et dilemma.

Kun 16 dage efter skaden stod hun nemlig over for en vigtig beslutning om, hvorvidt hun skulle gennemføre sin planlagte knæoperation, velvidende at den kunne udgøre en risiko for barnet.

Hun søgte rådgivning fra flere eksperter, før hun og ægtemanden Mark besluttede, at operationen skulle gennemføres.

For at beskytte fostret bad hun om rygmarvsbedøvelse i stedet for fuld narkose.

- Det meste af tiden lå jeg med hænderne på maven og håbede, at alt nu gik, og at det var den rigtige beslutning. For tanken om, at det ville være min skyld, hvis der skete noget – det ville jeg slet ikke kunne bære, fortæller hun.

Efter operationen måtte hun holde sig fra smertestillende medicin, og de første uger beskriver hun som “noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.”

Da hun endelig fik en scanning, der viste, at barnet havde det godt, kunne hun ånde lettet op.

I dag er Sarah og Mark blevet forældre til deres andet barn. De bor i Ikast, og huset er under renovering.

- Som familie har vi nok aldrig stået stærkere, siger Mark.

Han erkender dog også, at det har været en hård tid med mange dage, hvor de måtte samle hinanden op.

Sarah er nu tilbage i genoptræningen og kigger fremad. Sorgen over skaden er der stadig, men hun har fundet en ro midt i alt det kaotiske og har ingen pensionsplaner:

- Jeg har ikke tænkt mig at slutte på den her måde. Aldrig nogensinde. Jeg elsker håndbold. Jeg er stædig som et æsel, og jeg skal nok komme tilbage.