I slutningen af oktober mistede ishockeyspiller Adam Johnson livet efter et voldsomt sammenstød på banen. Sagen om Adam Johnsons død er ikke slut. Faktisk ser det ud til, at den først lige er startet.
Politiet har tirsdag meddelt, at de har anholdt en mand, som er 'under mistanke for manddrab'.
Det skriver flere medier, herunder Sky News og BBC.
Nottingham Panthers-spilleren pådrog sig fatale skader, da han fik halsen skåret op, fordi han blev ramt af en modspillers skøjte.
En obduktion har efterfølgende vist, at han døde som følge af 'en fatal skade i halsen'.
Det kom som et stort chok for de mere end 8.000 tilskuere, der var til stede, da ulykken fandt sted.
"Vi har talt med specialiserede eksperter på hver deres felt, så de kunne hjælpe os på baggrund af vores henvendelser, og vi fortsætter det tætte arbejde med sikkerhedsafdelingen hos Sheffield City Council, der hjælper med vores efterforskning," siger kriminalchef Becs Horsfall fra South Yorkshire Police i en pressemeddelelse.
Hun fortæller også, at mange har været dybt chokerede over ishockeyspillerens død. Selvom det er en sag, der får meget fokus, har hun alligevel en opfordring.
Hun ønsker nemlig, at folk ikke deler spekulationer, men i stedet lader politiet gøre deres arbejde.
"Vi opfordrer til, at offentligheden holder sig fra at kommentere og spekulere, da det kan forstyrre processen. Vores tanker er med alle, der er ramt af denne forfærdelige hændelse, imens vi efterforsker videre," siger hun.
Kari Johnson, der er tante til Adam Johnson, har tidligere fortalt, at han blev genoplivet i ambulancen.
Desværre klarede han sig ikke igennem den efterfølgende operation på Sheffield’s Northern General Hospital.
I denne forbindelse afslørede hun også, at skøjten skar direkte igennem hans luftrør.
Ligeledes skar den også hans halspulsåre over, hvorfor han pådrog sig meget alvorlige skader.