Christian Lundgaard leverede søndag en af sine stærkeste præstationer i denne sæson, da han kørte sig til en andenplads i Montereys Grand Prix på Laguna Seca.
Med resultatet bidrog danskeren til en historisk bedrift for Arrow
McLaren, der nu har opnået sin bedste sæson nogensinde i Indycar-serien.
Fra en syvendeplads på startgridden kørte den 24-årige dansker et taktisk klogt og offensivt løb, som kulminerede med en andenplads efter Álex Palou.
Spanieren var igen i en klasse for sig og nærmest urørlig i kampen om sejren, men Lundgaard udnyttede strategien og viste klassen med sikre overhalinger og god fart.
Det var danskeren femte podie i sæsonen og markerer en personlig rekord i Indycar. Samtidig blev det en vigtig tilføjelse til McLaren-holdets samlede sæsonstatistik, som nu tæller 11 podieplaceringer – flere end nogensinde før i teamets Indycar-historie.
McLaren topper historisk sæson – og er bedst blandt Chevrolet-hold
Tony Kanaan, teamchef for Arrow McLaren, roste holdet og især Lundgaard for indsatsen.
- Weekenden markerede en 'all-time' rekord for teamet med 11 podier i en sæson, men vi har mere arbejde at gøre der, udtalte han.
Særligt fremhævede han, at teamet endnu engang var Chevrolets bedst placerede mandskab, hvilket er en vigtig målsætning i konkurrencen mod de øvrige motorleverandører.
Kanaan understregede dog også behovet for at holde fokus i de sidste tre løb i august.
Palou tæt på endnu en titel – men Lundgaard jagter topplaceringer
Álex Palou har i praksis afgjort mesterskabet.
Med tre løb tilbage har Pato O’Ward, Lundgaards teamkammerat, hele 121 point op til spanieren og skal vinde samtlige løb, samtidig med at Palou nærmest udgår, for at vende situationen.
Lundgaard selv ligger nummer fem i den samlede stilling og har stadig mulighed for at avancere. Både Kyle Kirkwood (nr. 4) og Scott Dixon (nr. 3) er inden for rækkevidde, hvis danskeren formår at fortsætte sin stabile stime.
Den første sejr i McLaren-farver lader stadig vente på sig, men formen peger i den rigtige retning.
Strategisk overblik og stærk afslutning
Lundgaard udtrykte tilfredshed med holdets strategi og evnen til at reagere undervejs.
- Jeg vidste, at pitstop-sekvenserne virkelig er nøglen her, sagde han efter løbet.
Han startede på det hårde dæk, som viste sig at være et svagt valg, men teamet justerede undervejs og skiftede til de bløde røde dæk.
- Det endte med at blive et rødt løb, og jeg kan ikke takke teamet nok. Flest podier på et år, og jeg er meget stolt af holdet på nummer syv, lød det fra en tilfreds dansker.
Også Christian Rasmussen leverede et solidt resultat for Ed Carpenter Racing.
Med en niendeplads sikrede han sin femte top-10-placering i denne sæson og fortsætter dermed sin stabile debutår i serien.