Lewis Hamilton gav en kold og kontant reaktion, da han blev spurgt til fyringen af
Christian Horner under pressemødet forud for Belgiens Grand Prix.
Den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton valgte at svare med få, men markante ord, da han under et pressemøde blev bedt om at forholde sig til Christian Horners afgang som teamchef for
Red Bull.
- Det ændrer ikke noget i mit liv, lød det korte svar fra Hamilton, rapporterer The Sun.
Udtalelsen blev efterfulgt af en ubehagelig tavshed i rummet.
Christian Horner blev tidligere på måneden fyret fra sin post efter en række dårlige resultater for Red Bull.
Fyringen kommer lidt over et år efter, at han blev frikendt i to uafhængige undersøgelser om påstået upassende adfærd over for en kvindelig kollega.
Reaktion på en opsigtsvækkende afsked
Hamilton blev ikke yderligere overrasket over nyheden og uddyber:
- Jeg var hverken overrasket eller ikke overrasket. Hvad skal man sige? Jeg sad med Christian på hans kontor tilbage i 2005, hvor jeg kørte Formel 3 og var på vej mod GP2. Han var dengang hos Arden, sagde Hamilton.
Han tilføjede, at deres samarbejde ikke umiddelbart var præget af kemi, men han anerkendte Horner for hans karriere og evner til at lede så stor en organisation som Red Bull.
Laurent Mekies er blevet udpeget som Horners afløser og har overtaget posten med øjeblikkelig virkning.
Ferraris titeltørke fortsætter
Samtidig arbejder Hamilton på at genopbygge succesen med
Ferrari, hvor han endnu ikke har opnået en podieplacering.
Ved det seneste løb i Silverstone sluttede han på en fjerdeplads.
Ferrari har ikke vundet en titel siden konstruktørmesterskabet i 2008, og den seneste verdensmestertitel for en fører blev hentet af Kimi Räikkönen i 2007.
Hamilton udtalte:
- Teamet har haft fantastiske kørere – Kimi, Fernando, Sebastian – og alligevel vandt de ikke en titel med Ferrari. Jeg nægter, at det skal være tilfældet med mig, og derfor går jeg den ekstra mil. Hvis man gør det samme som altid, får man de samme resultater.
Den britiske kører gør det klart, at han vil udfordre de hidtidige mønstre og arbejde målrettet for at få Ferrari tilbage på sejrsstien.