MotoGP-sæsonen 2025 har fået en dramatisk og dybt bekymrende start for den forsvarende verdensmester, Jorge Martin, der søndag blev offer for et voldsomt styrt under Qatars Grand Prix.
På 14. omgang af løbet gik det galt for spanieren, som mistede kontrollen i et sving og efterfølgende blev ramt af Fabio Di Giannantonio – et sammenstød, der sendte Martin direkte på hospitalet med alvorlige skader.
Diagnosen er brutal: 11 brækkede ribben og en punkteret lunge. Alligevel er Jorge Martin taknemmelig for, at det ikke gik værre. I et opslag fra hospitalssengen på Instagram skriver han kort og præcist:
- Gudskelov for, at det ikke endte værre. Jeg skal nok forsøge at holde jer opdateret.
Billederne viser en tydeligt medtaget, men ved bevidsthed og kampklar Martin, som nu skal igennem en længere genoptræning.
Det er et hårdt slag for den 27-årige spanier, som netop var vendt tilbage til løb i Qatar efter at have misset sæsonens første tre grandprix’er på grund af en tidligere skade.
Comebacket skulle have markeret begyndelsen på hans titelforsvar – men endte i stedet i hospitalssengen. Aprilia Racings direktør, Massimo Rivola, udtrykte stor medfølelse med sin stjerne:
- Vores tanker går til Jorge i denne svære periode – vi er lige bag ham, skrev han på teamets hjemmeside.
Det mest uhyggelige øjeblik i styrtet var uden tvivl det sekund, hvor Martin lå på asfalten og blev ramt direkte i ryggen af Fabio Di Giannantonio, der ikke havde en chance for at undvige.
Di Giannantonio udtalte til The Race, at han kørte ind i svinget med omkring 200 km/t og slet ikke nåede at reagere, før han ramte Martin.
- Da han først kørte galt, var han lige foran mig, forklarede han efterfølgende og understregede, at situationen var umulig at håndtere.
Heldigvis slap Martin fra episoden uden livstruende skader, men hans videre deltagelse i sæsonen er nu i fare.
Med en genoptræningstid, der let kan strække sig over måneder, er det tvivlsomt, hvornår han igen kan konkurrere – og han må nok kigge langt efter at forsvare sin VM-titel i år.
MotoGP er kendt for sin intensitet og de ekstreme risici, førerne løber hver gang de går på banen.