kevin magnussen

Quizdeltager: "Jeg kender Kevin Magnussen – spiller han ikke skak?"

Motorsportmar. 19 , 9:29

En britisk quizdeltager skabte både forvirring og underholdning, da han i 'Hvem vil være millionær?' forvekslede den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen med en skakspiller.

Episoden har siden vakt opsigt i internationale medier, hvor den særlige fejlfortolkning er blevet et samtaleemne.

Det hele skete, da quizdeltageren Jack Soley, en buschauffør fra Swindon, sad i den varme stol og stod over for spørgsmålet: Hvilke af disse sportsfolk er ikke en professionel tennisspiller? Han fik fire svarmuligheder: Stefanos Tsitsipas, Naomi Osaka, Coco Gauff – og Kevin Magnussen.

Soley var tydeligt usikker på de tre første navne, men mente at kende Kevin Magnussen. Problemet var bare, at han ikke forbandt ham med motorsport. "Jeg kender Kevin Magnussen. Jeg er ret sikker på, at han spiller skak," sagde han selvsikkert.

Derefter tilføjede han: "Jeg ved, at der er en Magnussen-skakspiller, men jeg kender ikke hans fornavn."

For mange seere var det klart, at Soley sandsynligvis forvekslede danskeren med den norske skakverdensmester Magnus Carlsen, som ofte er i medierne for sine strategiske mesterværker på brættet.

Heldigvis for quizdeltageren var det ikke afgørende, om hans begrundelse var korrekt – så længe svaret var rigtigt. Kevin Magnussen er naturligvis ikke tennisspiller, og dermed var svaret korrekt.

Jeremy Clarkson holdt masken

Showets vært, Jeremy Clarkson, der er kendt for sin tørre humor og store Formel 1-interesse, morede sig tydeligt over fejlen. Men han holdt masken og leverede sit svar med sin karakteristiske underspillede stil: "Du har svaret korrekt. Det er det vigtigste."

Episoden har siden fået en del opmærksomhed i britiske medier som The Sun og Daily Mail, der har fremhævet det komiske i, at en af motorsportens mest kendte navne blev forvekslet med en skakspiller.

For Jack Soley endte quizzen dog ikke med den pinlige forveksling. Tværtimod.

Han viste sig at være en skarp deltager og gamblede sig videre i spillet. Han nåede imponerende 250.000 pund – svarende til cirka 2,2 millioner kroner – før han valgte at stoppe og tage pengene med sig. En flot præstation, trods det lille faktuelle uheld undervejs.

Mest læste