Donald Trump langer ud efter navneændringer i NFL og MLB og truer nu med at blokere for et stadionprojekt til 28 milliarder kroner i Washington.
USA’s præsident Donald Trump har igen vakt opsigt .
Denne gang med en skarp kritik af de navneændringer, som sportsklubberne
Washington Commanders og
Cleveland Guardians har gennemført, og med en direkte trussel mod et stort stadionbyggeri i den amerikanske hovedstad.
Trump reagerede i et opslag på det sociale medie Truth Social, hvor han krævede, at Washington Commanders straks genindfører navnet “Redskins”, som klubben droppede i 2022.
Han mener, at ændringen blev presset igennem af sponsorer og grupper med tilknytning til oprindelige amerikanske folk.
Trussel mod stadionbyggeri til 28 milliarder kroner
Udover de verbale krav kom Trump med en konkret trussel.
Han udtalte, at han ikke vil indgå en aftale, der muliggør byggeri af et nyt stadion for Commanders i Washington, hvis navnet ikke bliver ændret tilbage.
- Jeg vil ikke lave en aftale om, at de bygger stadion i Washington. Holdet ville være meget mere værd, og aftalen ville være spændende for alle, skrev han.
Projektet drejer sig om en planlagt opførelse af et stadion med plads til 65.000 tilskuere på det historiske RFK Stadium-område, hvor klubben tidligere spillede.
Ifølge ESPN er prisen på byggeriet estimeret til 4 milliarder dollar – svarende til cirka 28 milliarder danske kroner.
Heraf står klubben selv for 2,7 milliarder dollar (ca. 18,9 milliarder kr.), mens byen Washington D.C. skal bidrage med omkring 1,1 milliarder dollar (ca. 7,7 milliarder kr.).
Det er endnu uklart, hvordan Trumps udmelding vil påvirke projektet, men den slags statslig modstand kan potentielt forsinke eller ændre vilkårene for det ambitiøse stadionbyggeri, som efter planen skal stå færdigt i 2030.
Guardians holder fast i navneændring
Cleveland Guardians, som tidligere gik under navnet Cleveland Indians, ændrede navn i 2021 efter længerevarende pres og kritik af, at navnet og klubbens visuelle udtryk var stødende for oprindelige amerikanske folk.
Holdets præsident, Chris Antonetti, kommenterede Trumps udmelding med en afvisende tone:
- Ikke noget, jeg følger eller bruger meget energi på, sagde han ifølge amerikanske medier og tilføjede:
- Det var en beslutning, vi tog, og vi har haft mulighed for at opbygge brandet som Guardians i de seneste fire år. Vi ser frem til den fremtid.
Trump hævder, at “vores store indfødte folk i stort antal ønsker” en tilbagevenden til de gamle navne, men hans udsagn har ikke fået officiel opbakning fra repræsentanter for grupper fra det oprindelige amerikanske folk.