Wayne Barnes fik hjerteproblemer under VM i 2023.
Den erfarne rugbydommer Wayne Barnes har for nyligt afsløret en dramatisk hændelse under Rugby World Cup 2023, hvor han fik sit hjerte genstartet midt under turneringen.
Den 45-årige Barnes, der er kendt som én af verdens mest respekterede dommere, blev under et træningspas i Paris ramt af alvorlige hjerteproblemer, men vendte hurtigt tilbage for at dømme finalen mellem Sydafrika og New Zealand, skriver Express.
I sin nye bog beskriver Barnes, hvordan han under en løbetur oplevede, at hans puls pludselig steg til 230 slag i minuttet. Dette fik hans ben til at føles som ”våd spaghetti”, og han havde svært ved at trække vejret.
I 2009 blev Barnes diagnosticeret med atrieflimren, og flere år senere udviklede han takykardi, som er en tilstand, hvor hjertet slår hurtigere end normalt. Til trods for disse udfordringer fortsatte han med at dømme kampe på højeste niveau.
Fire dage efter hændelsen i Paris, dømte han en kamp mellem Wales og Australien, men det varede ikke længe, før han igen blev konfronteret med sin helbredstilstand.
I sin bog beskriver Barnes, hvordan han i kampens tredje minut var tvunget til at løbe 50 meter, da Wales' Gareth Davies scorede et hurtigt try. Det føltes som et kritisk øjeblik for ham, og han erkendte hurtigt, at han var i problemer.
Resten af halvlegen forsøgte han at løbe så lidt som muligt, hvilket begge hold indirekte hjalp med til ved at lave mange fejl, der førte til straffespark.
Under pausen fortalte han sine meddommere om sin hurtige puls, men nedtonede problemet for ikke at skabe bekymring. Næste morgen kontaktede han sin kardiolog og bookede en flybillet til London. Ingen af hans overordnede blev informeret om hverken hans tilstand eller turen hjem.
I London fik Barnes foretaget en simpel procedure, hvor hans hjerte blev genstartet. Han fløj tilbage til Paris samme dag og genoptog sine opgaver uden at nogen vidste, hvad der var sket.
Han afsluttede turneringen med at dømme finalen, hvor Sydafrika besejrede New Zealand 12-11, før han besluttede at trække sig tilbage fra sin rolle som international dommer.