Hele rugbyverdenen er blevet ramt af et stort chok, da den tidligere rugbyspiller Nathan Merritt fredag blev fundet bevidstløs.
Den australske rugbylegende Nathan Merritt blev fredag fundet bevidstløs. Efterfølgende er han blevet transporteret til et hospital i Sydney, hvor den 40-årige tidligere rugbyspiller nu ligger i respirator.
Flere medier, herunder The Sun og News.com.au, melder at hans tilstand fortsat er kritisk.
De to medier skriver, at Merritt var på besøg hos sin tante, da han pludselig kollapsede og mistede bevidstheden. Angiveligt skulle dette være sket efter en chokreaktion på smertestillende medicin.
En ambulance blev straks tilkaldt til stedet, som med al hast fik bragt ham til Royal Prince Alfred Hospital i Sydney. Her befinder han sig fortsat.
Nyheden om hans tilstand, er kommet som et stort chok for den australsk rugbyverden. Det er nemlig kun en uge siden, at han deltog i et stort rugbyarrangement for aboriginere.
Hidtil har det været småt med informationer om hans tilstand, men lørdag aften gav hans søster Teanne Merritt en kort opdatering på sin brors situation.
"På vegne af Nathan og hele familien vil vi gerne takke alle for jeres tanker og bønner. Nathans tilstand er kritisk, men han er en fighter, og vi er taknemmelige for alles støtte i denne svære tid," skrev hun i et opslag på Facebook.
Merritt er et kendt navn blandt fans af australsk rugby. Han formåede at vinde Australiens bedste rugbyliga, National Rugby League, én gang i sin karriere.
Derudover blev han også ligaens topscorer to gange, inden han valgte at indstille sin karriere. Han er stadig indehaver af en 12.-plads på alletiders topscorerliste for australske NRL.
Især i South Sydney Rabbitohs er han et kendt navn, da han i 2014 var med til at føre holdet til deres første mesterskab i intet mindre end 42 år.