Afghanistans kvindelandshold nægter at forholde sig tavst
Da de flygtede, var det med livet som indsats. Nu kæmper de en ny kamp – en kamp for retten til at spille det spil, de elsker.
I tre et halvt år har de kæmpet for deres ret til at spille cricket. De har forladt deres hjemland, mistet deres identitetspapirer og efterladt en drøm i ruiner. Men for Afghanistans kvindelige cricketspillere er kampen ikke slut – den er kun lige begyndt.
Da de i januar trådte ind på banen i Melbourne, var det ikke kun en cricketkamp, der blev spillet.
Det var en manifestation af mod, håb og trods.
For første gang siden deres flugt fra Taliban i 2021 stod de som et samlet hold igen.
De var iført specialdesignede trøjer, for de måtte ikke bære Afghanistans officielle logo.
De var ikke anerkendt som et nationalt landshold, men det afholdt dem ikke fra at spille for det, de tror på.
Men spørgsmålet, som alle stiller sig selv, forbliver: Hvad nu?
"Vi vidste ikke, om vi ville overleve"
I august 2021 ændrede alt sig.
Taliban genvandt magten i Afghanistan, og for kvinder blev drømmen om uddannelse, sport og frihed knust på et øjeblik.
For cricketspillerne var situationen livsfarlig.
"Jeg sad og drak te med min bedstemor, da jeg hørte, at Taliban var tilbage," fortæller Firooza Amiri, en af holdets nøglespillere.
"Jeg vidste med det samme, at vi måtte flygte."
Familierne vidste, hvad der ventede.
Under Talibans første styre i 1990'erne var kvinder udelukket fra sport, og denne gang var ingen i tvivl om, at det ville blive endnu værre.
"Min bror blev stoppet af Taliban, der spurgte, om han kendte til en pige, der spillede cricket. De vidste, hvor jeg boede," siger Nahida Sapan.
"Vi måtte brænde alt, vores medaljer, vores dokumenter. Vi vidste ikke, om vi ville overleve."
Flere spillere og deres familier begyndte at modtage direkte dødstrusler.
De måtte bare væk, og det skulle ske hurtigt.
En flugt, der føltes som en film
Mens panikken spredte sig i Kabul, begyndte et netværk af hjælpere på den anden side af jorden at organisere en redningsaktion.
Ifølge BBC var det den tidligere australske cricketspiller Mel Jones, der sammen med en gruppe frivillige satte sig for at få kvinderne i sikkerhed.
De arbejdede i døgndrift på at skaffe visa, koordinere transport og smugle penge til Afghanistan, så spillerne kunne skaffe pas.
"Det føltes som en scene fra en Jason Bourne-film," fortæller Jones.
"Jeg sad i en tv-kommentatorboks og koordinerede en flugt. Det var et minut-for-minut kapløb mod tiden."
Efter flere ugers forhandlinger, hemmelige aftaler og nervepirrende køreture gennem Taliban-kontrollerede områder lykkedes det at få 19 spillere og deres familier ud af Afghanistan.
En ny start – uden anerkendelse
De landede i Australien med intet andet end deres tøj og en drøm om at spille cricket igen.
Men selv i sikkerhed var deres kamp langt fra forbi.
I månedsvis levede de under beskyttelse, bange for at blive genkendt.
I december 2022 skrev de til Det Internationale Cricketforbund (ICC) for at få svar:
Hvad var der sket med deres kontrakter med Afghanistans Cricketforbund?
Hvor var de penge, der skulle gå til kvindernes udvikling?
Svaret lød kort: Det var en sag mellem dem og Afghanistans Cricketforbund, som imidlertid nægtede at anerkende, at de overhovedet eksisterede.
"Det føles, som om at ICC bare vaskede hænderne og efterlod os i mørket," siger Shabnam Ahsan, der var blot 14 år gammel, da hun måtte flygte.
Protester og politisk pres
Mens Afghanistans mænds hold fortsat spiller international cricket og nyder fordelene ved ICC's fulde medlemskab, er kvinderne helt og aldeles udelukket.
Dette har ført til en bølge af protester.
Britiske politikere har opfordret Englands herrelandshold til at boykotte kampe mod Afghanistan i Champions Trophy i protest mod "køns-apartheid".
ICC har dog afvist at tage drastiske skridt.
"Vi støtter Afghanistans Cricketforbund, men anerkender, at der er udfordringer med kvindernes hold," lød det i en udtalelse fra organisationens formand Jay Shah.
For spillerne er det ganske enkelt ikke nok.
"ICC taler om ligestilling, men hvad er det for en ligestilling?" spørger Amiri.
"Afghanistan har ikke et kvindelandshold, men de får stadig penge og turneringspladser. Hvor er vores mulighed?"
"Vi vil spille – og vi vil blive ved"
Da Afghanistans kvinder i januar spillede deres første kamp i eksil, var det mere end bare en cricketkamp.
Det var et signal til verden om, at de ikke vil lade sig tie ihjel.
"Vi gør det for de kvinder i Afghanistan, der ikke kan tale," siger Shazia Zazai.
"Vi vil vise dem, at de ikke er glemt, og at vi kæmper for dem."
Holdet spillede en tæt kamp mod et australsk amatørhold, men for dem var resultatet underordnet, for nu havde de bevist, at de stadig var her.
Nu samler de penge via en online kampagne kaldet Pitch Our Future, der har til mål at rejse 6,5 millioner kroner for at sikre holdets fremtid.
Derudover har Marylebone Cricket Club Foundation i England lovet, at Afghanistans kvindespillere vil være de første, der modtager støtte fra deres nye Global Refugee Cricket Fund.
Fremtiden er usikker, men stemmen er stærk
Hvad der sker nu, afhænger af, om ICC anerkender holdet og giver dem mulighed for at spille som et internationalt flygtningehold.
Men én ting er sikkert: Afghanistans kvindelandshold nægtet at give op og forsvinde.
"Vi vil spille. Vi vil ikke være tavse," siger kaptajn Nahida Sapan.
"Dette er kun begyndelsen."
