Drømmen om cricket i skyggen af Taleban "Jeg beder til, at ingen skal leve som mig"

Fawzia er 16 år og lever sit liv inden døre. Hun har et bat og en bold, men ingen bane og intet hold at spille på.

I stedet træner hun med sine fire søstre i familiens gårdhave.

Når stemmer fra gaden afslører, at Taleban er i nærheden, rykker de ned i kælderen.

Der spiller de i stilhed, for selv lyden af grin kan tiltrække uønsket opmærksomhed.

Hun kalder cricket sin eneste glæde:

- Mit eneste håb og ønske er at spille international cricket.

Men virkeligheden i Afghanistan giver hende ingen chance, da uddannelse, arbejde og sport er forbudt for piger, og selv små ting som en gåtur alene eller at synge en sang gennem et åbent vindue er blevet ulovligt.

Siden Taleban overtog magten igen i 2021, er kvinders liv blevet stadig mere indskrænket.

Ingen skolegang, ingen universiteter og ingen adgang til lægehjælp, hvis det kræver kontakt til en mandlig læge.

Selv skønhedssaloner, som engang var et fristed, er blevet lukket.

Ifølge The Guardian har begrænsningerne skabt en situation, hvor selv redningsarbejdere under naturkatastrofer ikke altid kan hjælpe kvinder, fordi reglerne forbyder kontakt mellem kønnene.

FN vurderer, at moderlig dødelighed kan stige med mere end 50 procent i løbet af få år på grund af manglende adgang til sundhed.

For Fawzia er forskellen til resten af verden tydelig:

- Piger i andre lande har alle deres rettigheder i uddannelse og sport, men vi kan ikke gøre noget.

Hun beskriver dagene som ensformige og håbløse. De samme vægge, de samme regler, den samme frygt.

Nogle af Afghanistans unge cricketspillere har dog fået en chance uden for landets grænser.

Med hjælp fra blandt andre sportsjuristen Catherine Ordway og tidligere cricketprofiler er flere kvinder blevet evakueret til Australien, hvor de igen har lov til at spille sammen.

De har deltaget i træningslejre og en udstillingskamp, og senere på måneden rejser de til Indien for at overvære VM og spille venskabskampe.

Det internationale cricketforbund har siden oprettet en særlig fond til støtte for fordrevne spillere.

Ordway mener dog, at hjælpen stadig er minimal i forhold til behovet og peger på, at fodbolden har ydet langt mere konkret støtte til kvinder i samme situation.

Mens de heldige få har fundet et nyt liv i eksil, tænker Fawzia tilbage på de år, hvor hun kunne spille frit på sin skole.

Dengang var de næsten 74 piger fordelt på to hold.

Nu er det blevet reduceret til små øjeblikke i en kælder.

- Jeg beder til, at ingen nogensinde skal leve et liv som mit, siger hun.

(artiklens billede er af Firooza Amiri, én af de afghanske kvinder, der i dag bor i Australien og derfor godt må spille cricket, red.)