En langrendsløbers kamp for livet: Fra mørket til lyset
Hun troede ikke, hun havde en fremtid: nu skriver hun historie! En chokerende livsbane førte hende til toppen af en sport, hun aldrig havde drømt om at dyrke.
I fem år kredsede tankerne om døden som en trofast skygge over Indira Liseths liv. Hendes sind var fyldt med spørgsmål, som ingen omkring hende kendte til. Hvordan ville det føles at give slip? Ville nogen overhovedet lægge mærke til det?
Læs mere
Indira Liseths rejse begyndte langt fra de norske fjelde.
Hun blev født i Colombia og oplevede fra en tidlig alder, hvad det vil sige at kæmpe for overlevelse.
Fattigdommen var altoverskyggende, og måltiderne bestod ofte af rester, som en lokal fiskemand gav væk.
Der var dage, hvor mad var så knap en ressource, at lus blev en kilde til næring.
Da adoptionen førte hende til Norge som seksårig, åbnede en ny verden sig – en verden med tryghed, men også med nye udfordringer.
Den hvide sne, som først blev forvekslet med sukker, kom til at symbolisere en fremmed virkelighed, hun skulle lære at navigere i.
At føle sig anderledes
Overlevelseskampen blev afløst af en ny udfordring: at passe ind.
Liseth var født med en funktionsnedsættelse, men i Colombia var det aldrig noget, hun skænkede mange tanker.
I Norge gik det op for hende, at hun var anderledes.
Hendes krop kunne ikke det samme som de andres, og det blev en konstant påmindelse om, at hun ikke helt passede ind.
I teenageårene forsøgte hun at skjule sin usikkerhed bag en facade af vildskab.
Festlivet blev en vej til accept, alkohol en måde at dæmpe den evige følelse af ikke at høre til.
Samtidig forværredes en skjult nerveskade i ryggen, og til sidst blev livet i kørestol en realitet.
Et liv i mørke
Overgangen til en hverdag med begrænset bevægelighed blev en mental byrde.
Smerten, både fysisk og psykisk, voksede sig større, og selvdestruktive mønstre tog over.
Spiseforstyrrelser og angst blev en del af dagligdagen, og tanken om at forlade livet blev en fast følgesvend.
Festlivet fortsatte, men nu var det ikke længere en vej til accept – det var en flugt.
De små detaljer i hverdagen blev pludselig mulige veje ud af livet.
I flere år levede hun med en konstant følelse af håbløshed.
Ifølge norsk TV2 var det først efter lang tids overtalelse fra venner og familie, at hun opsøgte en psykolog, hvilket blev et afgørende vendepunkt.
Idrætten blev redningen
Terapi åbnede en dør, men det var idrætten, der for alvor ændrede hendes liv.
I 2018 prøvede hun at stå på ski for første gang – en tilfældig oplevelse, som skulle vise sig at blive skelsættende.
Året efter besluttede hun sig for at satse fuldt ud på sporten.
Den fysiske udfordring og det mentale fokus, som sporten krævede, blev et vendepunkt i hendes liv.
Langsomt begyndte noget at ændre sig.
Den konstante følelse af utilstrækkelighed blev erstattet af en voksende selvtillid.
Livet fik pludselig en ny retning.
Fra outsider til forbillede
På kort tid gik Liseth fra at være en, der kæmpede for at finde sin plads i verden, til at være en af Norges mest profilerede paraatleter.
Snart venter en af de største milepæle i hendes karriere: VM på hjemmebane.
For en person, der hele sit liv har kæmpet for at blive set som ligestillet, er det et symbolsk øjeblik.
Det er et skridt i den rigtige retning – ikke kun for hende selv, men for hele parasporten.
En fremtid med lysere udsigter
Havde nogen fortalt hende for 15 år siden, at hun en dag ville stå på startstregen til et verdensmesterskab, ville hun næppe have troet på det.
Dengang var vinteren hendes fjende.
Nu er sneen ikke længere en ukendt størrelse fra barndommens første møde med det hvide landskab.
Nu er den en del af hendes liv, en del af hendes identitet.
Det er ikke kun medaljer, der driver hende frem. Det er følelsen af at have fundet en plads i verden, at være noget værd.
Når VM begynder, vil ingen på startstregen kunne se, hvad det har kostet hende at komme hertil.
Men for Liseth er den største sejr allerede vundet.
Hun valgte livet.
