Johannes Høsflot Klæbo har for længst etableret sig som en af langrendssportens største stjerner, men med sin seneste triumf ved VM i Trondheim har han nu også sat en historisk rekord.
Med sin imponerende indsats i herrernes stafetløb torsdag sikrede han sig karrierens 14. VM-guldmedalje – flere end nogen anden mandlig langrendsløber i historien.
Klæbo gik ud på stafettens sidste tur med et solidt forspring, og nordmanden havde så meget overskud, at han kunne tage et norsk flag og vifte med det på vej mod målstregen.
Norge vandt løbet med en margin på hele 21 sekunder til Schweiz, mens Tyskland tog bronzen.
"Det var fedt. Jeg fik et perfekt udgangspunkt af mine holdkammerater og skulle bare nyde det. Det gjorde jeg fra start til slut," sagde en smilende Klæbo til NRK efter løbet.
Det var samtidig 13. gang i træk, at de norske herrer triumferede i stafetløbet ved et verdensmesterskab.
Med på det vindende hold var Erik Valnes, Martin Løwstrøm Nyenget og Harald Østberg Amundsen, der alle leverede stærke præstationer før Klæbo sikrede sejren.
Før stafetten delte Klæbo VM-rekorden for flest guldmedaljer med sin landsmand Petter Northug, der i sin glorværdige karriere hentede 13 VM-titler.
Med torsdagens triumf er Klæbo nu alene i toppen af listen og cementerer sin status som en af sportens største profiler nogensinde.
Hans far og manager, Haakon Klæbo, kunne ikke skjule sin stolthed og kneb en tåre i målområdet over sønnens præstation.
Med sejren i stafetten har Klæbo vundet fem ud af fem konkurrencer ved dette VM, og han har stadig muligheden for at gøre rent bord.
På lørdag venter den prestigefyldte 50-kilometer, hvor nordmanden kan tage sin sjette guldmedalje ved mesterskabet og dermed sætte endnu en milepæl.
På kvindesiden er Marit Bjørgen fortsat den mest vindende VM-løber nogensinde med hele 18 guldmedaljer, men Klæbo er nu godt på vej til at nærme sig denne rekord også.