johannes klaebo langrend norge

Norges totaldominans i langrend vækker bekymring

Sportsnytmar. 05 , 11:45

Eksperter frygter for sportens fremtid, når Norge sætter sig på alle titler.

Ved VM i nordiske skidiscipliner i Trondheim har de norske langrendsløbere været nærmest ustoppelige, især på herresiden.

Johannes Høsflot Klæbo har foreløbig vundet tre guldmedaljer ud af tre mulige, og i to af disciplinerne har hele podiet været norsk.

Med tre konkurrencer tilbage tyder alt på, at Norges dominans kun fortsætter.

Selvom de norske fans nyder succesen, vækker den totale overlegenhed bekymring i langrendssporten.

Når konkurrencen næsten er ikke-eksisterende, kan det skade interessen for sporten, advarer både eksperter og løbere.

Langrend eller norsk mesterskab?

Flere internationale profiler påpeger, at Norges dominans fjerner spændingen fra sporten.

Den svenske langrendsløber Calle Halfvarsson mener, at selv nordmændene må ønske sig mere konkurrence.

"Det er morsomt for Norge. Eller, jeg tror næsten ikke, nordmændene synes, det er sjovt. Det bliver jo et norsk mesterskab," siger han til Aftonbladet.

Fraværet af russiske løbere har kun gjort Norges overlegenhed endnu tydeligere.

Siden Rusland blev udelukket fra internationale mesterskaber, har norske herrer vundet 80 ud af 92 World Cup-løb, ifølge VG.

Teknologisk forspring skaber ubalance

Norges dominans skyldes ikke kun talent og træning. Ifølge den tidligere norske stjerne Martin Johnsrud Sundby har Norge også en teknologisk fordel, der kan være problematisk for sportens udvikling.

"Jeg tror ikke, man kan godtage i al evighed, at vi sejler væk fra de andre på det materielle," siger Sundby til VG.

Han argumenterer for, at mens bedre træning og fysisk form er en naturlig fordel, kan forskelle i udstyr skabe en ubalanceret konkurrence.

Han foreslår, at der bør kigges på, hvordan man kan gøre forholdene mere lige.

Svenske kvinder skaber modvægt

Mens de norske mænd er urørlige, ser det anderledes ud på kvindesiden.

Her har Sverige sat sig på de tre første VM-guldmedaljer, mens Norge "kun" har taget sølv.

Dermed er kvindernes langrendskonkurrencer stadig præget af intens rivalisering, hvilket holder spændingen i live.

Mest læste