Martina Sáblíková har i årevis været kendt som en af verdens mest succesfulde speedskatere med hele syv olympiske medaljer – heraf tre af guld – og et image som både ydmyg og fokuseret sportsstjerne.
Men bag den iskolde facade på banen har hun i mere end et årti gemt på en kærlighedshistorie, som hun nu har valgt at dele med offentligheden.
I et personligt opslag på Instagram løfter den 37-årige tjekkiske OL-dronning nemlig sløret for sit forhold til landsholdskollegaen Nikola Zdráhalová – et forhold, der har været skjult for offentligheden i hele 12 år.
Det var ikke uden grund, at Sáblíková har holdt lav profil omkring sit privatliv. Hun har gennem hele karrieren været kendt for at adskille det personlige fra det professionelle, og hun lægger i sit opslag ikke skjul på, at det stadig er hendes ønske.
- Privathed betyder virkelig noget for mig, skriver hun og forklarer, at beslutningen om at stå frem først og fremmest skyldes, at andre begyndte at udtale sig på hendes vegne. Det ville hun sætte en stopper for.
- Så her kommer det direkte fra mig. Niky Zdráhalová og jeg er et par. Hun er min støtte, og vi er glade. Vi har delt det her smukke liv sammen i over 12 år, skriver hun i opslaget.
Med disse ord sætter hun punktum for spekulationer og rygter, og i stedet præsenterer hun kærligheden på sine egne præmisser.
Mere synlighed og åbenhed
Nikola Zdráhalová er selv eliteatlet og har deltaget ved vinter-OL for Tjekkiet, og det gør parret til et af de mest prominente inden for den tjekkiske idræt.
Samtidig står de nu også som symboler på en vigtig udvikling i sportens verden, hvor flere og flere topatleter åbent deler deres personlige historier – ofte for at skabe tryghed og synlighed for andre.
Men sportsparret vil snart stå over for et nyt kapitel. Sáblíková har nemlig annonceret, at næste sæson bliver hendes sidste.
Det betyder, at hun får mulighed for at afslutte sin karriere med endnu en optræden ved Vinter-OL – og forhåbentlig gøre det med fred i sindet og kærligheden som fast følgesvend.