krokodille australien

OL-roning kan blive afholdt i flod med krokodiller: “Vi surfer også med hajer”

Sportsnytmar. 25 , 16:59

Mens hele verden har blikket rettet mod Brisbane og forberedelserne til OL i 2032, har en overraskende beslutning skabt debat.

Ro-events til de kommende lege er planlagt til at finde sted i Fitzroy-floden ved Rockhampton, cirka 500 kilometer nord for Brisbane. Det er ikke uden polemik. Det skriver the Guardian.

Fitzroy er nemlig ikke bare kendt for sit rolige vand og naturskønne omgivelser, men også som naturligt levested for saltvandskrokodiller – verdens største nulevende krybdyr.

Planen, annonceret af Queenslands premierminister David Crisafulli, har vakt opsigt både nationalt og internationalt, særligt fordi hverken World Rowing eller Den Internationale Olympiske Komité (IOC) endnu har godkendt stedet.

Rowing Australia's direktør, Sarah Cook, har udtrykt bekymring for, om floden overhovedet lever op til de tekniske krav.

Et af de vigtigste kriterier er, at der ikke må være strøm i vandet, som er noget Fitzroy-floden naturligt har.

- Vi har endnu ikke fået foretaget en teknisk vurdering, så vi ved reelt ikke, om det overhovedet er en mulighed, udtalte Cook til ABC.

Strømmen i floden er ikke det primære problem

Alligevel er det ikke strømmen, men krokodillerne, der har stjålet overskrifterne.

Rockhampton har en aktiv ro-kultur, og det australske landshold har tidligere brugt floden som træningssted, blandt andet op til OL i Tokyo.

Men udsigten til, at verdens bedste roere skal konkurrere i vand, der også deles med præhistoriske rovdyr, har fået flere til at løfte øjenbrynene. Selv premierminister Anthony Albanese bemærkede tørt:

- Folk ville nok ro meget hurtigt – de ville slå verdensrekorder, da han blev spurgt, om han selv ville svømme i Fitzroy.

Lokale eksperter, som krokodilleeksperten John Lever, forsøger dog at nuancere billedet. Lever driver en krokodillefarm i nærheden, og han mener, at frygten er overdrevet.

Han beskriver krokodillerne som “elskede, blide dinosaurer” – især når det kommer til deres forældreadfærd.

Han påpeger, at selvom krokodiller er til stede i området, har der ikke været problemer i nyere tid, og at mennesker færdes i floden uden angreb.

I hans optik kan eventuelle problemer løses med fangst, overvågning og risikostyring – noget der i forvejen praktiseres.

Bekymringerne er 'Hollywood-agtige'

Brisbane OL’s leder, Andrew Liveris, afviser også bekymringerne og kalder dem "Hollywood-agtige".

- Der er hajer i havet, og vi surfer stadig, sagde han ved den officielle annoncering og efterlyste en “can do”-attitude.

Der er dog stadig et stykke vej før Fitzroy bliver en officiel OL-venue.

Floden skal formentlig omklassificeres fra “målrettet fjernelse” til “aktiv fjernelse” af krokodiller, hvilket betyder, at alle dyr – uanset størrelse – skal fjernes.

Mest læste

Mest læste