En række deltagere ved verdensmesterskabet i
smut blev diskvalificeret, da det kom frem, at deres sten var blevet manipuleret.
Det, der skulle have været en festlig og traditionsrig begivenhed på den lille skotske ø Easdale, endte i en regulær skandale.
Flere deltagere ved verdensmesterskabet i stensmut blev diskvalificeret for at have slebet deres sten på forhånd.
Ifølge turneringens regler skal alle deltagere selv finde sten i området, og det er ikke tilladt at ændre på deres form.
Øen, som normalt har omkring 60 faste beboere, lagde i år vand og strand til omkring 2.200 besøgende, skriver DR.
Det store fremmøde vidner om sportens voksende popularitet.
Mistænkeligt runde sten
Arrangør Kyle Mathews fortæller, at flere deltagere stillede op med sten, der var så perfekte i formen, at det straks vakte mistanke.
- De havde formet dem, så de var helt perfekt runde og passede perfekt i vores måler, siger Mathews BBC.
Alle sten ved VM skal kunne gå igennem den såkaldte “ring of truth”, som måler, at de ikke overstiger tre inches (svarende til 7,62 centimeter).
Men det viste sig, at nogle havde slebet deres sten så præcist, at de umiddelbart bestod kontrollen, indtil uregelmæssighederne blev opdaget.
De involverede deltagere erkendte hurtigt deres brud på reglerne og blev diskvalificeret.
Dansk ekspert: Det handler om integritet
Den tidligere danske mester og nuværende arrangør af DM i smut, Nikolaj Winding, kalder sagen alvorlig.
Han forklarer, at formen på stenen har stor betydning for, hvor godt den spinner og dermed hopper på vandet.
- Det er gravalvorligt, også fordi der ikke er penge på spil. Det er din ære og integritet som ægte smutentusiast, der er på spil, siger han til DR.
Trods skandalen fortsatte mesterskaberne som planlagt, og det blev en amerikaner, Jonathan Jennings, der løb med sejren.
Med tre kast nåede han en samlet distance på 177 meter og blev dermed den første amerikaner til at vinde VM.
Jennings fortalte, at han blev inspireret af sin onkel, som mente, han havde talent for sporten.