Danmark fik to finaler og en enkelt dansk rekord ved langbane-VM i svømning i Singapore, og landstræneren roser svømmerne for at levere på højt niveau.
Langbane-VM i svømning i Singapore er slut for Danmark.
Søndag missede både kvindernes og mændenes holdkapper i 4 x 100 meter medley en plads i finalerne, og dermed blev facit to danske finaler.
Helena Rosendahl Bach svømmede sig til en femteplads i 200 meter butterfly, mens
Clara Rybak-Andersen endte som nummer otte i 200 meter brystsvømning.
Det danske hold opnåede desuden fire top-16-placeringer og satte en enkelt dansk rekord i 4 x 100 meter fri mix.
Landstræneren tilfreds med indsatsen
Thomas Stub, der er landsholdschef i SvømDanmark, er tilfreds med, at svømmerne leverede deres bedste under pres.
- Jeg er glad for, at vores bedste endnu en gang præsterer på den største scene, svømmer op til deres bedste og er med i kampen om medaljerne. Det kræver sit at blive ved med at holde sig i verdenstoppen, siger han ifølge Ritzau.
Stub understreger, at niveauet ved VM var forventet højt og at de danske resultater på ingen måde er en skuffelse.
- Vi vidste, at niveauet ville være tårnhøjt, at man intet får foræret, og at vi som hold skulle toppræstere på dagen for at avancere til finalerne, siger han.
Holdkappen sluttede stærkt
Kvindernes 4 x 100 meter medley blev afslutningen på det danske VM, og holdet forbedrede søndag den tid, som sidste år gav bronze ved EM.
- Det er dejligt, at vi lykkedes med det og afsluttede VM på den måde. Vi løftede i flok, og der var god stemning, som helt sikkert er vigtigt, hvis man skal svømme en god holdkap, som vi gør, siger Helena Rosendahl Bach ifølge Ritzau.
Hun dannede hold med Clara Rybak-Andersen, Julie Kepp Jensen og Schastine Tabor i den danske medley.