Hun går ind i 2026 med en plan, der kan koste hende dyrt, men hun mener, at alternativet er værre.
Aryna Sabalenka har knap nok fået sæsonen i gang, før hun igen taler om grænser. I Brisbane spiller verdensranglistens nummer ét årets første turnering, og hun står allerede med en billet til kvartfinalen efter sejren over Sorana Cirstea.
Men Sabalenka ser skader dukke op omkring sig, og hun mener, at kalenderen gør det svært at komme igennem en lang sæson, hvor der skal leveres kvalitet i alle kampene:
- Sæsonen er helt vanvittig, og det er ikke godt for os alle, når man ser så mange spillere blive skadede.
Reglerne er klare, så prisen kan blive høj
På papiret er der ikke meget at diskutere.
WTA har et sæt krav, der binder de største navne til de store turneringer.
Spillerne skal stille op i alle fire Grand Slam-turneringer, de ti
WTA 1000-events og derudover i seks WTA 500-turneringer.
Lever man ikke op til det, kan straffen være bøder eller fratagelse af ranglistepoint.
Hendes resultater i løbet af sæsonen så ellers ret stabile ud udefra, men flere gange stod hun på banen på trods af sygdom eller udmattelse, og derfor spillede hun blot tre
WTA-500 turneringer.
Hun lægger ifølge TV2 Sport ikke skjul på, at hun er klar til at gøre det samme i 2026, selv om hun forventer sanktioner.
Smiler og betaler bøden
Sabalenka kalder det svært at navigere i reglerne, fordi
WTA 1000-turneringer reelt ikke kan vælges fra.
Hun mener, at spillerne får for lidt plads til at styre belastningen, og hun retter en direkte kritik mod tourens prioriteringer:
- Jeg synes, de følger deres egne interesser, men de fokuserer ikke på at beskytte os.
WTA har ellers tidligere meldt ud, at spillertrivsel er en topprioritet, men flere profiler har brokket sig over en sæson, der strækker sig over næsten 11 måneder.
Sabalenka vil derfor hellere betale en bøde end at betale med slitage af kroppen. 2026 kan blive endnu et år, hvor verdensranglistens nummer ét bevidst bryder reglerne, fordi hun ikke har andre valg.