Klassiske kjoler fra tidligere tennisstjerner gør comeback, når en spiller kombinerer mode og sport ved Australian Open på en helt særlig måde.
Destanee Aiava, en 24-årig australsk spiller, har skabt opmærksomhed ved kvalifikationen til dette års Australian Open – ikke kun for sine præstationer, men også for sin unikke stil på banen.
Under kvalifikationskampene har Aiava brugt tennisbanen som sin egen "catwalk" og iført sig vintage-kjoler, der engang blev båret af tennisikoner som Maria Sharapova og Ana Ivanovic.
I sin sidste kvalifikationskamp, hvor hun besejrede 23. seedede Eva Lys med cifrene 6-1, 2-6, 6-4, bar Aiava den samme lyserøde Adidas-kjole, som Ivanovic bar ved US Open i 2010.
Med sejren sikrede hun sig en plads i hovedturneringen for første gang siden 2021.
Aiava har selv fundet og købt kopier af de ikoniske outfits online, ofte til overkommelige priser.
"Jeg fandt en kjole på Facebook i går til kun 230 kroner. Det er et kup!" forklarer hun til BBC Sport.
Tidligere i kvalifikationen havde hun iført sig en lyserød Nike-kjole, der blev båret af Maria Sharapova i hendes semifinale ved US Open i 2012.
Hun understreger, at hendes valg handler om at skille sig ud og at udtrykke sig gennem tøj:
"Jeg synes, noget af det, der designes i dag, er ret grimt. Jeg vil hellere bære noget, der ser godt ud, og som jeg føler mig godt tilpas i."
Selv om Aiava håber på en sponsoraftale i fremtiden, nyder hun i øjeblikket friheden ved ikke at være bundet til én bestemt tøjproducent.
"Jeg elsker selv at kunne vælge og vrage, hvad jeg vil have på," siger hun og tilføjer, at det har været sjovt at bringe klassiske tennislooks tilbage.
Med et ønske om at forfølge en uddannelse inden for modedesign har Aiava formået at kombinere sin passion for tennis og mode på en unik måde.
Når hun på søndag går på banen mod belgiske Greet Minnen i første runde af Australian Open, er det ikke kun spillet, der vil tiltrække opmærksomhed – hendes tøjvalg kommer også til at blive bemærket.
Også hvis resultaterne ikke altid går hendes vej, er Aiava fast besluttet:
"Selv når man taber, kan det stadig føles som et modeshow derude."