Wimbledon tennis

Mange Wimbledon-fans har undret sig: Nu svarer DR på kritikken

Tennisjul. 02 , 21:29
Flere tennisinteresserede seere undrer sig over, hvorfor det ikke er muligt at se samtlige Wimbledon-kampe på DR’s platforme.
På DR Sportens Facebook-side skriver en bruger:
- Hvordan kan det være, I ikke sender alle kampene, men kun få udvalgte?
Lignende spørgsmål rejses i Facebook-grupper og på det sociale medie X, hvor seere undrer sig over, at DR med rettighederne til turneringen alligevel ikke viser flere kampe, når så mange spilles samtidigt.
Kritikken bunder i, at DR som ene rettighedshaver til Wimbledon i Danmark i princippet har adgang til alle kampe, men i praksis kun viser udvalgte opgør.
Det vil typisk være med danske spillere eller fra de mest prominente baner.
DR: Det handler om prioritering og kvalitet
Underdirektør i DR, Anders Kern Boje, forklarer over for Ekstra Bladet, at beslutningen er truffet ud fra et bevidst redaktionelt valg og tekniske samt økonomiske begrænsninger.
- Vi ved godt, at det kommer, og det er en prioritering, som vi har valgt. Vi har ingen ambitioner om at vise alle kampe. Vores prioritet er at vise danskerne, Centre Court og Bane 1, og så tager vi de ekstra kampe, vi har mulighed for inden for vores økonomiske og tekniske setup, siger han.
Spørgsmål om, hvorvidt DR kunne streame øvrige kampe med engelske kommentatorer eller kun stadionlyd, afviser han.
- Det vil vi ikke. Det vil ikke være et brugerløfte, som vi giver danskerne. Når det bliver sendt hos os, skal det være med en kvalitet, som vi kan stå inde for. Vi skal producere det ordentligt og have en kommentator på, forklarer han.
Kendte navne går uden om DR's kameraer
I de tidlige runder af turneringen kan det betyde, at store internationale navne ikke bliver vist på DR’s kanaler.
Eksempelvis blev Daniil Medvedevs kamp mod franske Benjamin Bonzi, der fandt sted på Bane 2, ikke vist.
Medvedev tabte opgøret og er dermed ude af turneringen.
Selv om Holger Rune røg ud allerede i første runde, vil DR fortsat vise udvalgte kampe fra Wimbledon på både flow-tv og streamingtjenester i de kommende uger.
Men seere, der ønsker at følge mindre profiler eller kampe fra de mindre baner, må i de fleste tilfælde se langt efter DR-dækning.
Mest læste