Clara Tauson er videre til anden runde i
Wimbledon efter en stærk vending mod britiske Heather Watson.
Det var første gang, den 23.-seedede dansker spillede sig videre fra første runde på græsset i London, og efter kampen pegede hun på et konkret råd fra sin træner som det afgørende vendepunkt.
Tauson fik en vanskelig start og tabte første sæt med 2-6.
I pausen mellem sættene valgte hun at tage en toiletpause, som viste sig at blive et vigtigt øjeblik.
- Det var bare en kort tissepause. Toilettet var lidt langt væk, så det tog lidt ekstra tid. Jeg var ikke derude i lang tid. Det var bare noget koldt vand i hovedet og tænke over tingene og prøve at være klar til andet sæt, sagde hun på pressemødet efter kampen.
Ændret tilgang blev afgørende
Efter pausen vendte Tauson tilbage til banen med en ny tilgang.
Hun søgte hyppigt kontakt med sin træner og kæreste, Kasper Elsvad, og hans råd viste sig at være en nøgle til sejren.
- Min træner sagde, at jeg skulle spille mere aggressivt, og det var nøglen for mig at spille mere aggressivt, forklarede Tauson.
Hun erkendte, at den oprindelige plan var at angribe fra start, men Watson havde spillet et stærkt første sæt.
- Hun ramte den godt og var over mig fra første point. Hun spillede et fantastisk første sæt, hvor jeg måske var lidt nervøs og ikke bevægede mig godt nok.
De taktiske ændringer gav hurtigt effekt.
Tauson tog andet sæt med 6-4 og fulgte op med 6-3 i det afgørende tredje sæt.
Kampen blev spillet under varme forhold midt på dagen, men temperaturen generede ikke danskeren under selve opgøret.
- Det er ikke et problem, når jeg står på banen. Jeg mærkede ikke noget til det. Det gjorde jeg først efter kampen, sagde hun.
Ekspert kalder pausen for en "genistreg"
TV2's tennisekspert
Peter Bastiansen roste Tausons måde at vende kampen på.
- Clara formåede at gøre det, som Elmer eller Holger ikke gjorde. Hun kæmpede sig til en sejr, og det var meget stærk karakter, vi så, udtalte han.
Han fremhævede også toiletpausen som en taktisk genistreg:
- Hun lavede en genistreg ved at gå ud i omklædningsrummet, fik fjernet fokus fra Heather Watson og kom tilbage som forvandlet.
Torsdag venter næste udfordring for Tauson, når hun møder russiske Anna Kalinskaya, der er nummer 39 på verdensranglisten.
Det bliver deres andet møde.
Sidst de to stod over for hinanden var på grus i Rom sidste år, hvor Kalinskaya vandt klart.