Wimbledon har ophævet forbuddet mod russiske og hviderussiske spillere, og har nu lovet økonomisk støtte til ukrainske spillere. I et forsøg på at dæmpe den modstand, som Wimbledon har oplevet, efter de har ophævet dette forbud, er de nu klar til at tilbyde økonomisk støtte til ukrainske spillere.
All England Club har mødt stor kritik i kølvandet på deres beslutning om, at både russiske og hviderussiske spillere kan deltage i Wimbledon, hvis de vel at mærke deltager som 'neutrale atleter'.
AELTC og Lawn Tennis Association er derfor meget ivrige efter at vise deres støtte til Ukraine og landets tennisspillere.
Det har de blandt andet gjort ved at meddele, at de vil betale for to hotelværelser pr. ukrainsk spiller, der spiller med i Wimbledon - både under kvalifikationen og selve turneringen.
Det er naturligvis en bemærkelsesværdig annoncering, da der ifølge Mirror er omtrent 15 ukrainske spillere, der forventes at deltage i Wimbledon.
Derudover vil de også invitere ukrainske spillere til at træne på Wimbledon- og Surbiton-banerne hen over sommeren.
Ikke nok med det, så er de også klar til at hente 1.000 personer fra det krigshærgede land til Grand Slam-turneringen, der løber af stablen fra den 3. til 16. juli.
AELTC og LTA har også besluttet, at der vil blive doneret 1 pund pr. billet, der bliver solgt. Pengene vil blive doneret til ukrainsk nødhjælp, og kan løbe op i mere end 500.000 pund.
AELTC-formand Ian Hewitt har forsvaret beslutningen om at tillade russiske og hviderussiske spillere at deltage i turneringen til sommer, da han har udtalt, at det ikke mindsker den 'totale fordømmelse' af invasionen.
"Dette var en utrolig svær beslutning. Jeg kan personligt sige, at det nok var den sværeste beslutning under mit formandskab," sagde han.
Russiske og hviderussiske spillere får lov til at deltage i Wimbledon under forudsætning af, at de underskriver en neutralitetserklæring.
De skal forpligte sig til ikke at udvise støtte til de russiske eller hviderussiske regimer, og at de ikke modtager midler fra hverken stater eller virksomheder, der er tæt knyttet til staterne.