Sheikh Jassim bin Hamad Al Thani har længe vist interesse i at købe Manchester United. Nu opfordres han i stedet til at købe Inter Milan. Flere kilder rapporterer, at Sheikh Jassim bin Hamad Al Thani har besluttet at trække sit bud på Manchester United tilbage. Derfor skulle han helt have droppet at købe den engelske klub.
Dette har medført, at forretningsmanden Thomas Ziliacus nu opfordrer ham til at 'gå sammen og købe en italiensk topklub'. Konkret skulle der være tale om Inter Milan.
Forhandlingerne om en overtagelse af Manchester United er trukket ud i månedsvis. Derfor er mange begyndt at tro, at Glazer-familien slet ikke har tænkt sig at sælge.
Den Qatar-baserede bankmand har budt 5 milliarder pund, men det har ikke været nok til at få Glazer-familien til at sælge. Nu har han valgt at trække sig, og derfor er kun Sir Jim Ratcliffe fortsat med i kampen om at købe klubben.
I de tidlige dage af processen var Ziliacus også en af dem, der undersøgte muligheden for at afgive et bud på Manchester United. Han har i de seneste måneder været fokuseret på i stedet at købe Serie A-klubben Inter Milan.
Og nu har han valgt at opfordre Sheikh Jassim til at slå pjalterne sammen, så de kan overtage den italienske klub.
"Glad for at se, at du er nået til samme konklusion, som jeg kom til for et par måneder siden. Lad os nu slå os sammen og købe en italiensk topklub og gøre den til den bedste i verden," skrev han på det sociale medie X.
Desuden valgte han også at tilføje række hashtags, herunder #SerieA og #Nerazzurri. Dermed bekræftede han, at det er Inter Milan, han hentyder til.
Nuværende Inter-ejere Suning har holdt Inter kørende ved hjælp af et højrentelån fra Oaktree Capital. Dette lån forfalder i april 2024.
Det er mere og mere sandsynligt, at de bliver nødt til at sælge. Dog kan de også vælge at sælge en mindre andel for at rejse midler. Zhang-familien siges nemlig at være ivrige efter at bevare en kontrollerende andel.