Atleter skal fremover bevise, at de er biologiske kvinder for at kunne stille op i kvindernes konkurrencer ved VM i atletik i Tokyo.
Når VM i atletik afholdes i Tokyo i september, vil konkurrencerne på overfladen ligne sig selv, men bag kulissen er en markant ændring trådt i kraft.
Fra 1. september vil det kun være muligt at stille op i kvindernes kategori, hvis man gennemfører en genetisk test, der bekræfter, at man er biologisk kvinde.
Testen udføres via en blodprøve eller et mundskrab og skal kun tages én gang, mens man er aktiv atlet.
Tiltaget følger op på beslutningen fra 2023, hvor transkønnede atleter, der har gennemgået mandlig pubertet, blev udelukket fra kvindernes konkurrencer.
World Athletics’ præsident,
Sebastian Coe, understreger, at initiativet skal skabe tydelighed i sporten.
- Det har hele tiden stået klart for mig og rådet i World Athletics, at køn ikke trumfer biologi, siger Coe.
Dansk Atletik: Godt med klarhed
Helt konkret betyder de nye regler, at atleter har frem til 1. september til at dokumentere, at de ikke bærer et Y-kromosom.
Dansk Atletiks formand,
Lars Werge, hilser tiltaget velkommen.
- Det er godt med en afklaring. Nu har vi en test, som kan være med til at styrke klarheden ved konkurrencerne. World Athletics er det største globale idrætsforbund, og det kan hjælpe andre forbund med at tage stilling til spørgsmålet, siger Werge.
Han påpeger, at testen er nem at gennemføre og ikke særlig ubehagelig.
Forbundet arbejder nu på at sikre, at alle danske kvindelige deltagere har gennemført testen inden fristen.
Et skridt for fair konkurrence
Kønstestning har tidligere været anvendt, blandt andet ved OL i 1992 og 1996, men blev senere afskaffet af den Internationale Olympiske Komité, da den blev vurderet som potentielt diskriminerende over for interkønnede atleter.
World Athletics fastholder dog, at den nuværende test er ekstremt præcis og sjældent giver fejlagtige resultater.
For Sebastian Coe handler det om at beskytte kvindernes konkurrencer.
- Det er virkelig vigtigt i en sport, der ønsker at tiltrække flere kvinder, at de kan træde ind med en tro på, at der ikke er et biologisk glasloft. En test, der bekræfter ens biologiske køn, er et meget vigtigt skridt, siger han.