Det danske EM-hold er nu udtaget.
Danmark stiller med et stærkt firkløver, når Europamesterskaberne i indendørs atletik løber af stablen den 8.-9. marts i Apeldoorn, Holland.
Dansk Atletiks sportschef Lars Nielsen har store forventninger til holdet, der tæller både erfarne løbere og unge talenter i topform. Det skriver Dansk Atletik i en pressemeddelelse.
Ida Beiter Bomme er kvalificeret direkte på tid, mens de tre øvrige har sikret sig en plads gennem deres placering på ranglisten.
"Det er et stærkt hold, vi sender afsted. Det er fire atleter, der er i deres livs form, og som har præsteret på et stabilt og højt niveau den seneste tid."
"Jeg glæder mig til at se, hvad de kan levere ved mesterskaberne, og jeg tror og håber, at både finalepladser og danske rekorder er inden for rækkevidde," siger Dansk Atletiks konstituerede sportschef, Lars Nielsen.
Holdets yngste deltager, 19-årige Sofia Thøgersen, kvalificerede sig efter en bemærkelsesværdig præstation ved et stævne i weekenden.
Blot to dage efter at have vundet DM på 1.500 meter slog hun den 40 år gamle danske rekord på distancen med tiden 4.10,06 – en forbedring af Tina Krebs Bahns tidligere rekord.
Efter løbet var Thøgersen både glad og en smule ærgerlig over ikke at have løbet under kvalifikationskravet på 4.08,00.
"Jeg stillede op for at se, om jeg kunne løbe under kvalifikationskravet. Jeg vidste godt, at det ville blive svært, men jeg synes, jeg skulle prøve."
"Jeg havde fået en træningskammerat til at pace mig de første 1.000 meter. Det var et rigtig godt løb med en god følelse, og jeg er super glad for rekorden, selvom jeg selvfølgelig gerne ville have løbet kravtid," sagde hun efter rekordløbet.
Selvom hun ikke opnåede den direkte kvalifikation, kom hun alligevel med via ranglisten, og nu ser hun frem til sit andet EM-inde.
Simon Hansen bliver den mest rutinerede dansker i truppen, da han stiller op til sit tredje indendørs-EM, mens Annemarie Nissen deltager for anden gang.
For Ida Beiter Bomme bliver mesterskabet ekstra specielt, da det markerer hendes debut ved et internationalt seniormesterskab.
De fire danskere får mulighed for at måle sig med Europas bedste, når EM-inde afvikles fra den 8.-9. marts.