Baseball

Baseball-træner skudt til U12-kamp i Texas

Baseballsep. 24 , 7:26
Et ungdomsbaseballstævne i Texas blev søndag ramt af et skydeuheld, da en træner blev skudt i skulderen midt under en kamp.
Et dramatisk uheld fandt sted søndag under en baseballkamp i Katy, vest for Houston i Texas, hvor en 27-årig træner blev ramt af et skud i skulderen.
Kampen blev spillet med børn i 11 års-alderen, da flere skud pludselig kunne høres i nærheden af banen.
Ifølge NBC News stammer kuglerne fra rekreativ skydning på en nærliggende grund.
En af kuglerne skulle have ramt en stolpe og derefter ændret retning, hvilket resulterede i, at træneren blev ramt.
Han blev efterfølgende fløjet med helikopter til hospitalet og meldes nu i bedring.
Kaotiske scener på banen
Optagelser fra hændelsen, der siden er blevet delt på sociale medier, viser spillere, der var i gang med opvarmning, inden flere høje smæld lød.
Herefter løb alle i panik væk fra banen, mens tilskuere råbte, at folk skulle søge dækning.
En 11-årig spiller, Colton Bierman, beskrev efterfølgende oplevelsen:
- Jeg måtte kravle hen til min mor på mine arme.
Hans mor, Kelly Bierman, opfordrede til øget opmærksomhed på skydeområder nær sportsanlæg.
- Vi er nødt til at se på, hvor folk skyder og jager, for det er ikke sikkert for vores børn, sagde hun ifølge NBC News.
Arrangørerne: Et tragisk uheld
Baseballanlægget The Rac udsendte efterfølgende en udtalelse, hvor de bekræftede hændelsen og understregede, at sikkerheden for spillere og tilskuere er deres højeste prioritet.
- Vi ved nu, at tre personer var i gang med målskydning 600-700 meter væk. Det var et frygteligt uheld. Vores tanker og bønner går til alle de berørte familier, lød det i meddelelsen.
Organisationen udtalte yderligere, at man vil fortsætte med at støtte den sårede træner, hans familie og alle, der var vidne til episoden.
Politiet har ikke oplyst om sigtelser i sagen, men hændelsen har sat fokus på sikkerheden omkring fritidsskydning i beboede områder.
Mest læste

Loading