Spillerne knælede, tilskuerne stirrede – og alt blev stille på et stadion, der få sekunder tidligere summede af liv.
Stemningen var intens, da Pittsburgh Pirates og Chicago Cubs mødtes til endnu et opgør i
Major League Baseball.
Men det, der skulle have været en almindelig syvende inning onsdag aften på PNC Park, blev i stedet forvandlet til en dybt tragisk scene.
Midt under kampen faldt en tilskuer mere end seks meter ned fra tribunen og landede på banen – nærmere bestemt på warning track-området bag udmarken.
Optagelser, der hurtigt florerede på de sociale medier, viste det voldsomme øjeblik, hvor manden styrtede fra tilskuerpladserne.
Spillerne standsede spillet omgående, og trænere samt sikkerhedsfolk fra begge hold løb mod ham.
Ifølge The Sun blev manden behandlet på stedet i cirka fem minutter, før han blev båret væk i kritisk tilstand og hurtigt transporteret til hospitalet.
"Jeg beder for ham i aften"
Chokket bredte sig hurtigt blandt både tilskuere og spillere.
Pirates-veteranen
Andrew McCutchen holdt sig for munden og knælede på banen, mens Dansby Swanson og Michael Busch fra Cubs så tydeligt berørte ud.
- Det gik hurtigt. Jeg kunne ikke se, om han hoppede eller faldt, fortalte øjenvidnet Sam Miller til NBC News.
McCutchen udtrykte sin sorg og bekymring i et opslag på sociale medier, hvor han skrev:
- Jeg hader virkelig dét, der skete i aften. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham, hans familie og venner. Jeg beder for ham i aften. Lad os tænke på hans kære og holde vores egne lidt tættere i nat. Jeg håber, han klarer den.
Ifølge The Sun sendte både Pirates og Cubs deres tanker til mandens pårørende, og Pirates-manager Derek Shelton udtrykte håb om, at han ville klare den.
Dansby Swanson sagde efter kampen:
- Jeg har aldrig været vidne til noget lignende – og jeg håber aldrig at opleve det igen.”
Tidligere tragedie kaster skygge over ulykken
Den tragiske hændelse vækker minder om en lignende ulykke for næsten ti år siden, hvor den mangeårige Braves-fan Gregory Murrey mistede livet, da han faldt fra tribunen under en kamp mod Yankees.
Murrey havde været sæsonkortholder i 23 år.
Ulykken i Pittsburgh fandt sted i en kamp, hvor Pirates endte med at vinde 4-3 – men sejren blev overskygget af de dramatiske begivenheder.
Der er endnu ikke meldt officielt ud om tilskuerens tilstand, men vidner og fans sendte allerede i kampens efterspil deres bønner og støtte afsted – i håbet om, at det hele ikke ender som en gentagelse af tragedien fra Atlanta.