Cykelryttere som Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard har sat flere rekorder under dette års Tour de France. Det har fået spekulationerne til at rase. De mange imponerende resultater under dette års Tour de France, har sat gang i spekulationerne. Blandt andet er Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard flere gange blevet spurgt ind til dopingspekulationerne.
Hvis man spørger tidligere cykelrytter og sportsdirektør Nicki Sørensen, har han forståelse for tvivlen. Han har desuden selv indrømmet at have brugt doping.
Han peger dog også på tre ting, der gør, at cykelrytterne er blevet bedre. Og doping er ikke en af dem.
"Nummer ét, som jeg mener er det største, er et ekstremt fokus på ernæring. Derudover er det højdetræningslejre, og nummer tre er aerodynamik på cyklerne og tøjet," siger Nicki Sørensen til TV 2 Sport.
I dag er både cykler og tøj blevet mere aerodynamisk. Det gør, at rytterne kan køre meget hurtigere. Derudover bliver der også brugt meget tid på at træne højt over havets overflade, hvor luften er iltfattig.
Det har den fordel, at de kan 'træne' deres blod til at kunne transportere mere ilt. Det skyldes, at de dermed får en højere hæmatokritværdi, som man før kunne opnå ved hjælp af epo.
"Det betyder mindre mælkesyre i musklerne. Og det er mælkesyren, der får musklerne til at gøre ondt og får pulsen til at ryge i vejret," lyder det fra Nicki Sørensen.
Hertil har holdene også ernæringseksperter med sig, som står for at styre rytternes kost og vægt. Det hele bliver kontrolleret og styret ned til mindste detalje.
Dette har medført, at de i dag indtager langt flere kulhydrater og mere væske, end før i tiden. Det gør, at de kan holde gang i energitanken i længere tid.
Ligeledes har man opdaget, at de helst skal have mad i flydende form. Alt dette er med til at gøre, at blandt andet Vingegaard kan præstere på det niveau, som han gør.