bjarne riis tadej pogacar

Bjarne Riis reagerer: "Pogacar er en vildbasse"

Cyklingmar. 26 , 16:17

Bjarne Riis kan ikke skjule sin begejstring.

Med et grin kalder han det “fedt”, at verdens bedste etapeløbsrytter, Tadej Pogacar, nu også kaster sig ud i Paris-Roubaix – et af cykelsportens mest brutale og prestigefyldte endagsløb.

Det slovenske stortalents deltagelse i 2025-udgaven blev officielt bekræftet af UAE Team Emirates tirsdag, og for Riis er beslutningen både modig og beundringsværdig:

- Han kører ikke, hvis han ikke tror, han kan køre et flot løb. Han har styrken på brostenene – og så er han bare en vildbasse. Respekt for det.

Riis, der selv kender klassikerne fra sin aktive karriere, er ikke klar til at spå om Pogacars chancer for at vinde i debuten, men han anerkender både modet og den mentale tilgang:

- Paris-Roubaix er et specielt løb, og der kan ske meget. Men det er fantastisk at følge ham.

Vingegaard holder sig fra endagsløbenes kaos

Og netop her opstår den uundgåelige sammenligning med Jonas Vingegaard.

Mens Pogacar i årevis har elsket at kaste sig ud i endagsløbenes kaos og karakter, har danskeren valgt en helt anden tilgang: Fokuseret, målrettet og med snævert fokus på Tour de France. En kontrast, som Riis ikke undlader at kommentere.

- Det er to modsætninger, når vi snakker de her ting, forklarer Riis og peger på, at Pogacar “gør det, fordi han synes, det er sjovt”, mens Vingegaard “vælger det fra, fordi det er et forstyrrende element for ham.”

Riis foreslår ikke, at Vingegaard skal køre Paris-Roubaix – men han undrer sig over det totale fravalg af endagsløb.

- Han kunne jo godt køre Ardennerne, siger han og antyder, at det måske er en mulighed, danskeren burde overveje i sin videre udvikling.

Pogacar skal prøve kræfter med 'Helvede i Nord'

Statistikken understøtter pointen: Pogacar har siden 2020 kørt intet mindre end 17 monumenter og en stribe øvrige klassikere, mens Vingegaard kun står noteret for seks monumentstarter i hele karrieren og har været stort set fraværende i endagsløb siden 2023.

Hans eneste top-10 i et WorldTour-endagsløb er stadig en ottendeplads fra San Sebastian i 2021.

For Pogacar bliver Paris-Roubaix 2025 endnu en milepæl i forsøget på at skrive sig ind i historiebøgerne som en af de mest komplette ryttere nogensinde. Han har allerede vundet fire af de fem monumenter – kun brostensklassikeren mangler. Og nu skal han prøve kræfter med Helvede i Nord.

Mest læste