Bradley Wiggins, den tidligere britiske Tour de France-vinder og olympiske guldvinder, står i dag frem med en barsk og ærlig fortælling om det stofmisbrug, der næsten kostede ham livet.
I et interview med The Observer, op til udgivelsen af sin kommende selvbiografi, åbner han op om en mørk periode i sit liv, der begyndte efter cykelkarrierens afslutning i 2016.
En tid præget af afhængighed, selvhad og psykisk nedbrud.
Wiggins, der i 2012 blev den første brite til at vinde Tour de France, beskriver sig selv som en “fungerende misbruger”, der gennem flere år var konstant påvirket af kokain, uden at omverdenen opdagede det.
- Jeg var høj det meste af tiden, fortæller han, og afslører, at situationen var så alvorlig, at hans egen søn frygtede at finde ham død.
Lance Armstrong involveret
Det var børnene, der til sidst insisterede på, at han fik hjælp, og gennem støtte, blandt andet fra den kontroversielle tidligere cykelrytter Lance Armstrong, lykkedes det ham i 2023 at vende udviklingen.
I interviewet er Wiggins både brutalt ærlig og reflekteret.
- Jeg havde allerede et stort had til mig selv, men jeg forstærkede det, siger han og beskriver misbruget som en form for selvskade.
Han peger desuden på, at han blev et offer for sine egne valg, men også for en fortid, han længe havde forsøgt at fortrænge.
Allerede i 2022 fortalte Wiggins åbent om seksuelle overgreb, han blev udsat for i teenageårene af en tidligere træner.
En oplevelse, der har sat dybe spor og ifølge ham selv bidraget til den psykiske nedtur efter karrieren.
Er kommet på den anden side
Samtidig har han tidligere kæmpet med både alkoholmisbrug og depression, hvilket også kom til udtryk undervejs i hans aktive år som professionel.
Nu, i en alder af 45, står han et andet sted.
Wiggins fortæller, at han har indset, hvor mange han har såret undervejs, og at han ikke længere ønsker at være den person, han blev til under misbruget.
- Jeg er heldig at være her, siger han.
Med det udsagn står han som et stærkt og vigtigt vidnesbyrd i en sport, hvor mentale udfordringer og det efterfølgende liv efter karrieren ofte forbliver usynligt.