jonas vingegaard paris nice

Hvornår ser vi Jonas Vingegaard tilbage på cyklen? Her er et godt bud

Cyklingmar. 25 , 9:55

Efter styrtet i Paris-Nice, hvor Jonas Vingegaard måtte udgå med en hjernerystelse og en beskadiget hånd, står spørgsmålet åbent: Hvornår vender han tilbage til løb – og hvordan skal foråret sammensættes, hvis han skal stå skarpt til sommerens Tour de France?

Ifølge Team Visma | Lease a Bikes sportsdirektør Frans Maassen er der ikke grund til panik. I et interview med TV 2 Sport fortæller han, at Vingegaard er i bedring og allerede er i gang med træningen igen.

- Han har det godt igen, så der er ikke de store bekymringer omkring ham, siger Maassen. Alligevel står holdet over for en vigtig beslutning: Skal der tilføjes et ekstra løb til danskeren i foråret – og i så fald hvilket?

På papiret ser Vingegaards forberedelsesplan overskuelig ud: Træning, højdetræningslejr, Critérium du Dauphiné i juni og så Tour de France i juli.

Men cykeleksperterne mener, at det ikke er nok. Christian Moberg, sportsdirektør hos Team ColoQuick, slår fast: - Jeg ville finde et etapeløb til ham. Foråret bliver for kort i forhold til, hvor meget load man får af at køre cykelløb.”

Emil Axelgaard, cykelekspert hos TV 2 Sport, peger på Romandiet Rundt som den mest oplagte løsning.

Det schweiziske etapeløb køres fra 29. april til 4. maj og er populært blandt Tour-ryttere, der ønsker en sidste test under løbsforhold, inden det går løs med intens højdetræning i maj og juni.

- Det har udviklet sig til at være sidste forårsmål for mange Tour-ryttere,” siger Axelgaard.

Baskerlandet er en mulighed for Vingegaard

Alternativet kunne være Baskerlandet Rundt, hvor Vingegaard tidligere har kørt stærkt – men også hvor han styrtede voldsomt sidste år. Det køres i starten af april, og her sætter hjernerystelsen sandsynligvis en stopper.

Ardennerklassikerne nævnes også, men passer dårligt til Vingegaards profil og Tour-fokus.

Det store spørgsmål er nu, om Visma tør vente helt til juni, eller om de – som eksperterne anbefaler – tør satse på et sent etapeløb som Romandiet. Det ville give Vingegaard vigtige løbskilometer i benene, uden at kompromittere den nøje planlagte opbygning frem mod Touren.

Mest læste

Mest læste