Under 16. etape af
Tour de France opstod der kritik af
Nils Politt fra UAE Emirates-XRG, efter at han råbte ad ryttere i et tidligt udbrudsforsøg.
Situationen fandt sted i begyndelsen af etapen til Mont Ventoux, hvor flere ryttere forsøgte at skabe udbrud.
Da Alexandre Delettre (TotalEnergies) og Ivan Romeo (Movistar) kørte væk, fulgte Politt efter og gav højlydt udtryk for utilfredshed.
Episoden blev filmet, og reaktionerne lod ikke vente på sig.
Den franske landstræner Thomas Voeckler var blandt de mest markante kritikere.
- Der findes ikke en værre attitude. Det er ofte hjælperytterne, ikke kaptajnerne, der opfører sig sådan. Jeg bryder mig ikke om ryttere, der vil påtvinge andre deres vilje, sagde Voeckler.
Politt selv har afvist, at der var tale om noget særligt.
- Vi ville bare kontrollere. Der var et udbrud med et minut og tyve, og så holdt vi pause med Tadej. Han er i den gule trøje, og efter ham stoppede halvdelen af feltet. Så begyndte de at angribe igen, selvom der stadig var ryttere bagude, forklarede tyskeren med et sarkastisk tonefald og henviste til, at det er kutyme at respektere en pause fra løbets førende rytter.
Støtte og kritik fra forskellige lejre
TotalEnergies-rytteren Delettre, som var involveret i episoden, udtalte sig diplomatisk.
- Politt gjorde sit arbejde som hjælperytter. Jeg tager det ikke personligt, sagde han.
Anderledes markant var Delettres sportsdirektør Jean-René Bernaudeau.
- De store navne vil køre de små over. Det er uacceptabelt, sagde han til RMC.
Han kritiserede også hjælperytterne hos UAE:
- De er respektløse og arrogante over for dem, der vil køre i udbrud.
Bernaudeau understregede dog, at Pogacar ikke bar skylden og kaldte ham en god leder.
Pogacar: "Nogle burde tie stille"
Efter 17. etape blev Pogacar spurgt direkte til episoden og kritikken af hans hold. Hans svar var kontant.
- Jeg ved ikke... Arrogance er én ting, men at forsøge at vinde Touren er noget andet. Vi prøver bare at gøre det så nemt som muligt for os selv. Nogle personer bør holde deres kæft. Det lyder måske super arrogant, men sådan er det, sagde han.
Udtalelsen fra den slovenske rytter kommer i en tid, hvor spændingsniveauet i løbet stiger dag for dag, og hvor rivaliseringen både på og uden for cyklen skærpes.