jan ullrich

Jan Ullrich ramt af bil under træning – brækket kraveben og indlagt

Cyklingmaj 10 , 14:01
Jan Ullrich, én af de mest ikoniske og kontroversielle skikkelser i cykelsportens nyere historie, er blevet ramt af uheld under en træningstur tæt på sit hjem.
Den 51-årige tidligere Tour de France-vinder blev ifølge Eurosport påkørt af en bil og har brækket kravebenet samt pådraget sig flere hudafskrabninger og blå mærker. Han er fortsat indlagt på hospitalet.
Ulykken får direkte betydning for Ullrichs rolle som ekspertkommentator under Giro d’Italia, hvor han skulle have medvirket for Eurosport de kommende dage.
Kanalen har bekræftet, at han ikke vil optræde som planlagt, mens han kommer sig over sine skader.
Det er et slag for både Ullrich selv og Eurosport, der har haft gavn af hans skarpe analyser og personlige erfaringer i en sport, han stadig deler stærke bånd til – på godt og ondt.
For selvom Ullrichs navn stadig vækker respekt i mange cykelkredse, bærer det også et tungt eftermæle.
Operacion Puerto
Hans karriere kulminerede med en Tour de France-sejr i 1997 og OL-guld i 2000, men faldt sammen i 2006, da den store dopingskandale Operacion Puerto rullede gennem cykelverdenen.
Ullrich blev identificeret som én af lægen Eufemiano Fuentes’ klienter og nægtede i flere år ethvert kendskab til doping – modsat mange af hans tidligere holdkammerater fra Team Telekom.
Først i 2013 erkendte han åbent, at han havde benyttet sig af bloddoping i store dele af karrieren, og at det nærmest var en del af pakken, da han skrev under med Telekom i 1995.
I de senere år har Ullrich forsøgt at genetablere sin offentlige persona, ikke mindst gennem tv-optrædener og ekspertarbejde, og han har talt åbent om sine personlige nedture, herunder misbrug og psykiske problemer.
I dag betragtes han af mange som én af de ryttere, der – trods mørke kapitler – bidrager med værdifuld indsigt og erfaring.
Mest læste