jonas vingegaard datter

Jonas Vingegaard åbner om voldsomt styrt: "Var i tvivl om jeg ville overleve"

Cyklingjun. 28 , 12:15
Jonas Vingegaard sætter ord på det dramatiske styrt i Baskerlandet Rundt 2024, hvor han frygtede for sit liv og ikke kunne holde tårerne tilbage.
Den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard deler i den kommende sæson af Netflix-serien Tour de France: Unchained en af de mest dramatiske episoder i sin karriere.
Det skriver Feltet.
I et interview, der vises i tredje og sidste sæson af serien, fortæller han om det alvorlige styrt på 4. etape af Baskerlandet Rundt i april 2024.
Det er en følelsesladet og sårbar Vingegaard, der genfortæller oplevelsen.
- Det mest skræmmende var, at jeg ikke rigtig kunne trække vejret, og at jeg hostede blod. Jeg tænkte, om jeg ville overleve, siger han grædende i dokumentaren.
Han fortsætter med at beskrive, hvordan han blev fragtet væk i ambulance og bragt til hospitalet.
Her blev det konstateret, at han havde et brækket kraveben, begge lunger var punkteret, og han var i store smerter.
Vingegaards reaktion i interviewet understreger styrtets alvor.
Han fortæller, at han ikke havde forventet at blive følelsesmæssigt berørt i den grad, men da han blev konfronteret med at genopleve begivenhederne, kom tårerne frem:
- Wauw… jeg troede ikke, at jeg ville komme til at græde.
Holdet samlede sig om kaptajnen
Wout Van Aert, holdkammerat og stjerne på Team Visma - Lease a Bike, fortæller også i dokumentaren om den dramatiske dag.
Han bemærker, at der hurtigt spredte sig en fornemmelse af, at situationen var anderledes end normalt.
- Man kunne mærke, at det her var anderledes. Det tog lang tid, før han kom ind i ambulancen, og man havde på fornemmelsen, at det stod slemt til.
Senere i serien følger kameraerne holdet på træningslejr, hvor de forsøger at genfinde troen på, at Vingegaard stadig kan kæmpe med om sejren i Tour de France.
Vingegaard siger til sine holdkammerater, at han tror på, han kan klare det, hvilket bliver mødt med opbakning fra Van Aert, der med et smil bemærker:
- Ingen af os andre har vundet TDF to gange, så… selvom du har en del brækkede knogler, er du stadig vores bedste bud på en vinder.
Udtaget til Touren trods uheldet
Trods styrtet og de alvorlige skader er Jonas Vingegaard igen udpeget som kaptajn for Visma-holdet til årets Tour de France.
Han skal forsøge at bygge videre på sine tidligere succeser i verdens største cykelløb.
Holdet omkring ham tæller blandt andre Wout Van Aert, Giro d’Italia-vinderen Simon Yates og Matteo Jorgenson, der blev nummer otte i sidste års Tour.
Netflix-serien har premiere den 2. juli og giver et indblik i både de store præstationer og de menneskelige omkostninger, der følger med livet som professionel cykelrytter.
Mest læste

Mest læste