Det var intet mindre end en brutal tur på cyklen for danske Mathias Norsgaard.
Det lignede en slagmark fra Første Verdenskrig, og sådan føltes det også for Mathias Norsgaard.
Den danske Movistar-rytter var midt i kaosset på de sidste kilometer af Classic Brugge-De Panne, hvor styrt, skrig og sammenfiltrede cykler satte et blodigt præg på et i forvejen kaotisk sprinterløb. Det skriver Feltet.dk.
- Sidste gang ud på De Moeren har jeg så mange nærdødsoplevelser. Jeg tænkte: Gud, hvor er det vildt det her, fortæller Norsgaard til Feltet.dk.
Og han var langt fra den eneste, der kom i klemme. Ryttere styrtede i alle retninger, og feltet blev splittet op i brudstykker, fysisk såvel som mentalt.
Da et større styrt med blandt andre Tudor-holdet satte gang i dominoeffekten af uheld, blev Norsgaard fanget bag ved, og det blev hans held.
- Jeg kunne bare se, at hver 500 meter lå der en ny kollega på jorden, og det er vigtigt at understrege, at de blev liggende, siger han og tilføjer, at det er sjældent et godt tegn, når ryttere ikke rejser sig hurtigt igen.
Flere profiler som Tim Merlier, Alexander Kristoff, Edward Theuns og Arnaud Demare styrtede, og feltet lignede til tider en scene fra Mario Kart snarere end et professionelt WorldTour-løb.
Netop den sammenligning bruger Norsgaard selv, når han peger fingre ad både arrangører og ryttere:
- Så laver man et nærmest Mario Kart-indløb til en finale.
Norsgaard beskriver Classic Brugge-De Panne som et af de mest kaotiske og farlige løb på kalenderen, især når vinden ikke splitter feltet op.
Så kommer over 100 ryttere samlet ind til en finale på smalle veje, og mange ser kun én mulighed: fremad, for enhver pris.
- Det er en af de dage, hvor du som rytter skal fra A til B, men du bestemmer ikke selv, om du kommer frem, forklarer han.
Og ansvaret? Det deler han gerne ud af, men han tager også selv sin del.
- 10 ryttere kan reelt vinde løbet, og resten af os gør det bare farligt. Det gælder også mig selv, siger han og efterlyser en holdningsændring blandt feltets ryttere.
For Norsgaard fortsætter sæsonen allerede fredag med E3 Saxo Classic.
Men oplevelsen i Flandern onsdag sidder stadig i kroppen, og nok også i sindet.